I finalen blev Man Wei Chong og Tee Kai Wun fra Malaysia besejret i to sæt med 21-18, 21-17.
Søndagens finale var den femte for den danske double, der for alvor siden juli har etableret sig i den absolutte top i international herredouble.
Skaarup og Astrup har de seneste måneder vundet European Games, Canada Open, Hong Kong Open og Arctic Open, og de nåede finalen til VM på hjemmebane i København.
Søndagens turneringssejr cementerer altså danskernes storform inden Denmark Open, der begynder tirsdag i Odense.
Allerede fra første fjerbold viste Danmarks bedste herredouble, at de var et niveau over den malaysiske modstander.
Danskerne tog tidligt føringen i første sæt og med fire danske point i træk 5-5 til 9-5, var hullet i første omgang slået.
Ved at være særligt skarpe omkring serverne svarede Man Wei Chong og Tee Kai Wun igen i sættet og fik kontakt til 13-13.
Danskerne fik dog styr på malaysiernes serv og ved at skrue tempoet op, sikrede Astrup og Skaarup sættet med 21-18.
Andet sæt begyndte noget mere hakkende, og da danskerne fejlbedømte et par bolde, var de hurtigt bagud 0-4.
Astrup og Skaarup fandt hurtigt sig selv og skabte kontakt ved 5-5. Derfra fulgtes de to par pænt ad i størstedelen af andet sæt.
Da tingene skulle afgøres viste den danske duo igen, at de var et niveau over malaysierne.
Ved 16-16 tog Astrup og Skaarup fire bolde i træk, hvilket sikrede fire matchbolde.
Allerede på den anden matchbold sendte Anders Skaarup fjerbolden helt ned i frimærket og sikrede turneringssejren.