Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Brentford-fiasko og Braithwaite-mål: Få overblik over udlandsdanskerne i søndagens kampe

Andreas Würtz Adamsen
Mathias 'Zanka' Jørgensen, her i kamp mod Chelsea, fik igen plads i startelleveren, da Brentford tabte stort til Aston Villa.
Mathias 'Zanka' Jørgensen, her i kamp mod Chelsea, fik igen plads i startelleveren, da Brentford tabte stort til Aston Villa.Flashscore
Der var masser af danskere i aktion i søndagens opgør i de fem store europæiske ligaer. Her får du det fulde overblik.

Premier League

Aston Villa 4-0 Brentford

Thomas Franks Brentford-mandskab fik sig noget af en snitter, da de søndag løb ind i en syngende lussing af et nederlag mod Aston Villa, der ellers for ganske få dage siden fyrede cheftræner Steven Gerrard. 

Tre danskere var med fra start, men de kunne altså hverken gøre til eller fra i opgøret, der praktisk talt var afgjort efter et kvarters spil med tre hurtige Villa-scoringer. Der var da heller ingen af de tre startende danskere, der fik lov til at spille fuld tid. 

Mathias 'Zanka' Jørgensen var med fra start for anden uge i træk, men den erfarne midtstopper forlod grønsværen efter lidt mere end en times spil. 

Værre endnu var det for unge Mads Roerslev. Den 23-årige dansker startede på højre wingback, men blev flået ud i pausen til fordel for Shandon Baptiste. 

Mathias Jensen fik flest minutter i benene af de startende danskere, men også midtbanespilleren gik ud i løbet af kampen.

Mikkel Damsgaard var på ny fravalgt i startopstillingen, og det blev kun til en halv times spil for danskeren, der ikke kom på banen mod hverken Chelsea eller Brighton & Hove.

Leeds United 2-3 Fulham

Rasmus Kristensen har været så fast mand, som man næsten kan blive på højrebacken i Jesse Marsch' Leeds-mandskab. 

Derfor var det overraskende, at den amerikanske cheftræner ikke havde danskeren med i startopstillingen, da de hjemme tog imod Fulham. 

I stedet var Luke Ayling valgt til højrebacken, og han kom i allerhøjeste grad i menneskehænder, da Aleksandar Mitrovic headede gæsterne på 1-1 i anden halvleg.

Ikke desto mindre fik Rasmus Kristensen lov at se hele kampen fra bænken. 

Wolverhampton 0-4 Leicester City

Jannik Vestergaard er fortsat helt og aldeles ude i kulden i Leicester. Cheftræner Brendan Rodgers har ikke udtaget Vestergaard til kamptruppen så meget som én gang i indeværende Premier League sæson. 

Søndag var ingen undtagelse. Vestergaard var ikke i truppen, men det mærkede The Foxes ikke meget til i en sikker firemålssejr i Wolverhampton. 

Daniel Iversen, reservemålmand i Leicester, sad på bænken i hele kampen. 

Tottenham Hotspur 1-2 Newcastle United

Antonio Conte har i den grad fået brugt Pierre-Emile Højbjerg i starten af denne sæson. Kun Hugo Lloris, Eric Dier og Harry Kane har spillet flere Premier League minutter end danskeren. 

Og alle tre var rent faktisk i aktion, da Tottenham søndag tabte hjemme mod brandvarme Newcastle. 

Det var Pierre-Emile Højbjerg til gengæld ikke. Lårproblemer holdt således midtbanedynamoen fra at indtage grønsværen, og den danske profil måtte i stedet se til fra tribunen. 

La Liga

Espanyol 2-2 Elche

Man laver ikke mange venner i den blå-røde del af den spanske storby, når man skifter fra FC Barcelona til lillebror fra Espanyol.

Til gengæld har Martin Braithwaite så lavet godt med mål, siden han i sommer tog turen fra Camp Nou til RCDE Stadium. 

Søndag kom der endnu et, da Braithwaite var med fra start i Espanyols remis mod Elche. Det blev til 73 minutters fodbold for Braithwaite, der altså scorede ligamål nummer tre for Espanyol i indeværende sæson. 

Barcelona 4-0 Athletic Club

Det var et slag for et i forvejen skadesplaget Barcelona-mandskab, da Andreas Christensen i starten af oktober måtte udgå med en ankelskade i Champions League-opgøret mod italienske Inter.

Den skade holder ham fortsat ude her kort før VM. Derfor blev det fra tribunen for Christensens vedkommende, da Barcelona søndag kørte baskiske Athletic Club midtover. 

Bundesliga

Bochum 2-1 Union Berlin

Union Berlin topper stadig, noget overraskende, Bundesligaen. Mere overraskende var det, at de søndag tabte sæsonens anden ligakamp mod upåagtede og nedrykningstruede Bochum. 

Frederik Rønnow var naturligvis med fra start, og keeperen leverede en vanligt solid indsats mellem stængerne. Desværre for ham og for Union Berlin, leverede Manuel Riemann en endnu bedre præstation i Bochum-målet. 

Hertha BSC 2-1 Schalke 04

Også i den tyske hovedstad var der dansk islæt mellem stængerne, da Hertha tog imod Schalke på Olympiastadion.

Oliver Christensen fik således yderligere 90 minutter i benene og med en fin indsats var han med til at sikre berlinerne en smal etmålssejr over Schalke. 

Mikkel Desler stod for et oplæg i kampen mod Strasbourg.
Mikkel Desler stod for et oplæg i kampen mod Strasbourg.AFP

Ligue 1

Toulouse 2-2 Strasbourg

Der var to danskere med fra start, da Toulouse fik et enkelt point med fra opgøret mod Strasbourg i Ligue 1. 

Rasmus Nicolaisen blev både helt og skurk, for den stærke danske midtstopper var involveret i hjemmeholdets første scoring, da han på et hjørnespark headede bolden på tværs i feltet og fandt makkeren i midterforsvaret, Anthony Roualt, der satte bolden ind. 

Men det blev ikke til fuld tid for Nicolaisen. Ikke fordi han blev skiftet ud, men fordi danskeren simpelthen blev smidt ud. For med 20 minutter tilbage af kampen fejlede Nicolaisen katastrofalt i forsøget på at lægge bolden tilbage til keeper Maxime Dupe med et flyvende hovedstød. 

Bolden endte nemlig på Nicolaisens hånd, hvilket både udløste gult kort nummer to for Nicolaisens vedkommende og et straffespark for Strasbourgs vedkommende. Det straffespark brændte Kevin Gameiro i første omgang, men han fulgte hurtigt op på riposten og satte bolden ind til 2-2.

Forinden havde den anden startende dansker, Mikkel Desler, stået for et fremragende oplæg til 2-0, da han med en flot tværpasning fandt belgiske Brecht Dejaegere. Desler spillede, modsat Nicolaisen, hele kampen. 

Troyes 2-2 Lorient

Det blev for femte kamp i streg til spilletid for 23-årige Andreas Bruus

For anden kamp i træk var det dog med bænken som udangspunkt, hvorfor det kun blev til et kvarters spilletid for den tidligere Brøndby-spiller i en kamp, der endte med et point til hvert hold. 

Nice 1-1 Nantes

Det var næppe nogen koordineret indsats, men det blev altså til ét point for alle danskerne i Ligue 1 i søndagens kampe.

For i Nice kunne Kasper Schmeichel hverken gøre til eller fra, da Ignatius Ganago smadrede bolden op i nettet fra få meters afstand og bragte Nantes i front.

Heldigvis for Schmeichel fik Nice dog et point med fra opgøret, da Nicolas Pepe satte et straffespark ind efter seks minutters overtid. 

Mads Bech Sørensen, som Nice har lejet i Brentford, var ikke med i truppen. 

Serie A

Bologna 2-0 Lecce

Lecce-anfører Morten Hjulmand var tilbage i startopstillingen efter at have afsonet karantæne for sit røde kort, da Lecce i seneste runde mødte Fiorentina. 

Det hjalp dog ikke ret meget for de italienske oprykkere, der var bagud med 2-0 allerede inden, de to mandskaber gik til pause. 

Hjulmand fik lov at spille 73 minutter, inden han blev erstattet af franske Alexis Blin.

Atalanta 0-2 Lazio

Gian Piero Gasperini er svær at blive klog på. Efter at være startet inde i fem af de seneste seks kampe, var Joakim Mæhle pludselig fravalgt igen, da Atalanta søndag mødte Lazio. 

I stedet startede den italienske træner med hollandske Hans Hateboer og franske Brandon Soppy på henholdsvis venstre og højre wingback.

De var begge på banen til at overvære gæsternes to scoringer, og efter lidt mere end en times spil blev Mæhle så sendt på banen i stedet for Soppy. Det ændrede dog ikke ved stillingen på måltavlen. 

Rasmus Højlund tilbragte hele kampen på bænken, men Atalantas colombianske spidsangriber Luis Muriel blev sendt marginalt tidligere i bad end sine holdkammerater, da han i 90. minut modtog sit andet gule kort.

Højlund har derfor en angrebskonkurrent færre at holde øje med i næste runde, hvor Atalanta møder Empoli.