Britisk milliardær og kendt cykelhold-ejer melder sig ind i kampen om Manchester United-køb
Det oplyser en talsperson fra Ineos tirsdag ifølge Reuters.
"Jeg kan bekræfte, at vi formelt har meldt os på banen i købsprocessen", lyder det fra Ineos.
Allerede i august meddelte Ratcliffe, der er fan af Manchester-klubben, at han via Ineos ville være interesseret i at købe klubben, hvis det blev en mulighed.
På daværende tidspunkt lød det fra en Ineos-talsperson, at man gerne ville købe en lille aktiepost i Manchester United med det mål senere at overtage hele klubben.
Den mulighed foreligger, efter at den nuværende ejer, Glazer-familien, i november meddelte, at man undersøgte muligheden for at afhænde klubben helt eller delvist.
Jim Ratcliffe forsøgte i foråret 2022 at købe Chelsea. London-klubben endte i hænderne på den amerikanske milliardær Todd Boehly, men Ratcliffe er allerede ejer af mere end en fodboldklub.
Den britiske milliardær ejer både den franske Ligue 1-klub OGC Nice og schweiziske Lausanne-Sport. Han sponsorerer også cykelholdet Ineos Grenadiers, som tidligere var kendt som Team Sky.