Bryder består prøve og er et skridt nærmere de Olympiske Lege for Danmark
Bryderen Turpal Bisultanov har i 2022 gjort sig bemærket med EM-guld og VM-sølv i den olympiske vægtklasse 87 kilo. Her har han stillet op under dansk flag, men indtil videre har den tjetjenskfødte bryder manglet dansk pas for at kunne deltage ved OL.
Nu er han et stort skridt nærmere målet om at deltage ved OL i Paris i 2024, efter at han har bestået indfødsretsprøven, som han var oppe til 23. november.
"Jeg har endelig bestået min danske indfødsretsprøve, som jeg har døjet med i rigtig, rigtig lang tid", fortæller han i et opslag på Facebook-siden Team Bisultanov.
"Nu starter en ny proces på mandag, når vi skal søge om det danske statsborgerskab, men nu skal jeg bruge weekenden på at slappe af og nyde det, fordi det har fyldt enormt meget for mig", fortsætter den 21-årige Bisultanov.
Ifølge sportschef i Dansk Brydeforbund Thor Hyllegaard vil der inden for 14 dage blive sendt en formel ansøgning.
Turpal Bisultanov er nomineret til flere priser for sine præstationer i 2022.
Han er blandt tre udøvere, der er i spil til Bestsellers Olympiske Håb, og han er desuden blandt de 15 nominerede atleter til prisen som årets sportsnavn, der uddeles af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark.
Turpal Bisultanov flygtede fra Tjetjenien som barn med sin familie og har boet i Danmark siden.