Bueskytter jagter VM-medaljer i Berlin: Arbejder ikke mod OL-billetter i denne omgang
Det gamle olympiske stadion lægger græs til, når der skal kæmpes i to discipliner: Recurve, hvor der er OL-pladser på spil, og den ikke-olympiske disciplin compound. Forskellen på de to discipliner er buetyperne.
Netop compound er ifølge landstræner Niels Dall den disciplin, hvor de danske skytter har de bedste medaljechancer. Her er Danmark traditionelt en af verdens bedste nationer.
Niels Dall peger på herreholdet, hvor målet klart er at nå finalen.
På det individuelle plan har landstræneren store forventninger til særligt Mathias Fullerton. Han blev for nylig nummer tre til U21-verdensmesterskabet.
"Mathias er i storform. Så derfor er det ham og herreholdet i compound, vi har forventninger til i medaljestriden," siger Niels Dall.
I disciplinen recurve er der ud over VM-medaljer også OL-pladser til de tre bedste hold for kvinder og mænd samt de tre bedste individuelle skytter af begge køn.
Her har landstræneren dog ikke helt samme optimisme og forhåbninger til de danske skytter.
Derimod satser han på, at de danske OL-pladser skal komme næste år gennem enten EM eller slutkvalifikationsstævnet fire uger inden OL.
"Vi har ikke arbejdet hen mod at skulle tage OL-billetter i Berlin. Hvis det sker, vil det være en glædelig overraskelse, men vi arbejder for at tage pladserne næste år," siger Niels Dall.
Han peger på, at dameholdet i recurve ligger blandt de 10-12 bedste i verden. Men derfra og så til at skulle op blandt de tre bedste, vil være urealistisk, mener Niels Dall.
"Så skal det hele virkelig flaske sig. Det vil næsten være tyveri, men vi gør selvfølgelig, hvad vi kan. Så jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var målsætningen," siger landstræneren.
Han forklarer, hvordan han er rejst til Berlin som holdets eneste træner, mens de største nationer har en træner med per atlet.
Skulle Danmark mod forventning tage en af de eftertragtede OL-pladser, skal de skyde sig forbi blandt andet Sydkorea, som ifølge Niels Dall er storfavorit.
Også en række andre asiatiske lande som Kina, Taiwan og Indien kommer med stærke hold. Tyskerne med hjemmebanefordel skal man heller ikke udelukke, mener landstræneren.
Det er tredje gang, at Tyskland er vært for et verdensmesterskab i bueskydning. Næsten 600 atleter fra omkring 100 nationer skal i aktion i Berlin, hvor finalerne afholdes fredag til søndag.