Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Buh-råb regnede ned over dansk bokser, da han tævede fransk hjemmebane-favorit

Buh-råb regnede ned over dansk bokser, da han tævede fransk hjemmebane-favorit
Buh-råb regnede ned over dansk bokser, da han tævede fransk hjemmebane-favoritAFP
Nikolai Terteryan er én kamp fra at vinde en medalje efter sin sejr i ottendedelsfinalen ved OL

Bokseren Nikolai Terteryan følte sig på forhånd overbevist om, at han ville rejse hjem fra OL med medalje, og nu er han tæt på.

Onsdag vandt den 23-årige dansker sin debutkamp ved sommerlegene, da han i ottendedelsfinalen besejrede hjemmebanefavoritten Makan Traoré i det nordlige Paris.

Højrefodsbokseren var det meste af kampen et skridt foran, og fire ud af fem dommere pegede på danskeren som vinder.

Nu venter der usbekisk modstand i næste runde, hvor verdensmesteren Asadkhuja Muydinkhujaev står klar efter sin sejr over egyptiske Omar Elawady.

Danskeren, der er seedet som nummer fire i turneringen, gik aggressivt til værks. Der var ikke engang gået 30 sekunder, da han med en hurtig slagkombination fik franskmanden ud i tovene.

Inden første omgang var gået, var Traoré igen under angreb, men fik også selv enkelte træffere ind på kroppen af Terteryan til tilskuernes store jubel.

Dommerne havde den danske bokser med armenske rødder som vinder af den tætte første omgang.

Forskellen blev tydeligere i anden runde, hvor Terteryan med sin gode teknik var for hurtig til, at Traoré kunne nå at parere.

Generelt styrede danskeren tempoet og var dommernes klare vinder af anden omgang.

Med hjælp fra det energiske hjemmepublikum kom franskmanden ud til sidste omgang med stor tænding, og stemningen nåede kogepunktet, når Traoré indimellem fik ram på danskeren.

Det hørte dog til sjældenhederne, selv om franskmanden vandt sidste omgang. Men det var ikke nok for ham, og Terteryan kunne juble over sejren i det blå ringhjørne.