Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Bureaukrati og gebyrer er fortsat et problem for danske idrætsforeninger

Ritzau
Bureaukrati og gebyrer er fortsat et problem for danske idrætsforeninger
Bureaukrati og gebyrer er fortsat et problem for danske idrætsforeningerJohnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Bankerne har ikke lempet bureaukrati eller sænket gebyrer for idrætsforeningerne i Danmark.

Sådan lyder det fra DGI, der er en dansk idrætsorganisation, i en ny analyse.

Det er på trods af en vejledning fra Finanstilsynet fra oktober 2022 til landets banker, som netop skulle bane vejen for sænket bureaukrati og lavere gebyrer for foreninger.

Men vejledningen har, ifølge Charlotte Bach Thomassen, der er landsformand i DGI, ikke haft den ønskede effekt.

Foreningerne oplever nemlig stadig en høj grad af bureaukrati i mødet med bankerne, fremgår det af analysen.

"Der er ikke blevet lempet på bureaukratiet eller dokumentationskravet, selv om vejledningen giver alle muligheder for at gøre det. Der har heller ikke været færre eller lavere gebyrer til følge," siger Charlotte Bach Thomassen.

Udfordringerne ved gebyrerne ses blandt andet i form af, at man som nyopstartet forening kan risikere ikke at have råd til at blive oprettet som forening eller blive oprettet som kunde i en bank.

Mange har nemlig ikke økonomien til at betale gebyrerne, lyder det.

Lotte Seirup, der er kasserer i Aarhus Studenternes Volleyballforening, har ikke mærket nogen ændring efter vejledningen kom sidste år.

Tværtimod har hun oplevet, at gebyret i banken er steget, mens dokumentationskravene er uændret. Foreningen betalte 6830 kroner til banken sidste år.

"Den tid og de penge, vi bruger på administrative byrder, det er penge og tid, der bliver taget fra det, som vi synes er vores kerneopgave. Blandt andet at udvikle talenter og fremme sundheden og trivslen hos vores medlemmer."

Charlotte Bach Thomassen, der er landsformand i DGI, peger på, at det er nødvendigt med lovgivning på området, hvis der skal ske en ændring.

"Vejledningen skal gøres forpligtende overfor bankerne. Vi er nødt til at gå langt mere konkret og lovformeligt til værks end vejledninger, for det virker øjensynligt ikke," lyder det fra Charlotte Bach Thomassen.

Tæt på halvdelen af kassererne (48 procent) finder dokumentationskravene for høje eller alt for høje.

Tre ud af fire angiver, at de slet ikke eller i lav grad har oplevet, at bankerne har sænket gebyrerne, fremgår det af analysen.

Flere end 1900 kasserer i foreninger rundt om i landet har besvaret et spørgeskema, som undersøgelsen er baseret på.

Undersøgelsen er repræsentativ for DGI's idrætsforeninger, fremgår det.