Cameroun slår Brasiliens guldfavoritter men må stadig forlade VM
Der var på forhånd absolut potentiale i kampen mellem de allerede kvalificerede brasilianere og Rigobert Songs Cameroun, der med nationalhelten Samuel Etoo’o på tribunen havde chance for en videre tur i VM med en sejr. Chancerne blev på papiret bedre af, at Brasilien stillede med en længere række reserver, men de er som bekendt også glimrende hos rekordvinderne af VM.
Kampen lagde ud med brask og bram, og begge hold satte ind med hårde tacklinger, hvilket medførte to uddelte gule kort inden der var gået ti minutter, et til hvert hold. Men større chancer lod længe vente på sig. Det var dog tydeligt, at selv med reserver, der var Brasilien en stor mundfuld for de pressede camerounere. .
Fred fik en løs chance i feltet efter tyve minutters tid, men han var ej nogen Richarlison, så hans vandrette flugter røg godt over mål. I denne fase var der et stort virvar om Camerouns felt, og Brasilien begyndte at være mere målsøgende. Rodrygo, der inden kampen havde gnubbet målkæmpen Ronaldos knæ i forsøg på at fremmane nogle scoringer fra egen side, gjorde sig flere gange fornemt bemærket med sine aktioner på venstrekanten. Og Brasilien kunne meget vel have kommet foran, hvis de havde vist mere effektivitet i boksen.
De fik dertil i to omgange frispark i lovende positioner, men begge gange blev de forvaltet dårligt, og omvendt var Cameroun begyndt at være mere opsøgende.Det kulminerede kort før pausen, hvor kun en fremragende redning af vikaren i mål, Éderson, reddede Brasilien fra at gå til pause bagud 0-1. Bryan Mbeumo studsede en header hårdt mod mål, men Éderson var i fuld længde på en voldsom refleks.Første afslutning på mål fra Cameroun, men en, der jog et chok i Brasilien.
Reservekeeper brillerede i Cameroun-mål
I den anden kamp var Serbien kommet på 2-2 kort inden pausefløjtet mod schweizerne, så nu var der ekstra pres på camerounerne inden anden fase af kampen. Med 1 afslutning mod Brasiliens 10, så skulle der i hvert fald strammes op offensivt.
Det gjorde de også indledningsvis, men Brasilien tog stille og roligt initiativet tilbage, og efter lidt over ti minutter af anden halvleg kom den “nye” keeper efter den hjemsendte Onana, Devis Epassy, på overarbejde. Tre gange i træk måtte han hive store redninger ud af ærmet, og på den sidste af dem var han ved at redde sig en skade, da han tørnede sammen med stolpen. Han kom dog op igen.
Cameroun fortsatte med at jage et føringsmål, der ville bringe dem i en gunstig situation til videre kvalifikation, og to minutter inde i overtiden indtraf det potentielle mirakel så. Vincent Aboubakar dirigerede på skønneste vis et indlæg fra Ngom Bekeli i nettet ved den korte stolpe, og ekstasen var tydelig hos både ham og fans på lægterne. Lidt for tydelig, for angriberen fejrede sin scoring ved at tage sin trøje af. Dumt, i og med at han allerede havde noteret sig for et gult kort. Derudover havde han ellers gjort en glimrende indsats.
Dermed var det raus for Aboubakar, og Cameroun måtte nu forsvare sig med 10 mand. Det lykkedes dog, på trods af et par hæderlige chancer til blandt andet Gabriel Martinelli, og Cameroun fik sejren i land med lodder og trisser. Det nyttede dog ikke noget i forhold til videre kvalifikation, da Schweiz samtidig vandt og dermed går videre sammen med Brasilien.