Chelsea-ejere handler videre - køber klub i den bedste franske række
Det oplyste konsortiet bag den engelske klub, BlueCo, torsdag i en udtalelse.
"Aftalen er et nyt kapital i historien for Strasbourg," lyder det fra BlueCo.
Aftalen kommer efter et forfærdeligt første år som Chelsea-ejere for konsortiet, der ledes af amerikanske Todd Boehly og kapitalfonden Clearlake Capital.
I spidsen for den engelske topklub skilte ejerne sig af med managerne Thomas Tuchel og Graham Potter, før Chelsea-legenden Frank Lampard blev ansat til at redde den kulsejlede sæson.
Det lykkedes ikke på nogen måde, og klubbens 12.-plads var den værste placering siden 1994 trods køb af spillere, der løb op i et samlet beløb på 500 millioner pund - eller 4,3 milliarder kroner.
Siden er Mauricio Pochettino blevet hyret som klubbens træner forud for den nye sæson.
Strasbourg kæmpede selv med spillet i sidste sæson og sluttede blot to pladser og fem point over nedrykningsstregen.
Bare 12 måneder tidligere overraskede klubben alt og alle, da den lykkedes med at spille sig til en 6.-plads.
En anonym kilde oplyser, at BlueCo har overtaget stort set alle aktierne i Strasbourg. Men han kan ikke oplyse prisen på opkøbet.
Strasbourg bliver den femte klub i den bedste franske liga til at komme på amerikanske hænder.
Desuden er Marseille, Lyon, Toulouse og Le Havre ejet af amerikanere.
Strasbourgs bestyrelsesformand, Marc Keller, kalder torsdag for en vigtig dag i klubbens historie.
"Vi har bygget en sund og veldrevet klub på alle punkter," siger han.
"Men vi har været bevidste om, at vi havde nået loftet for vores model, og at hvis vi ville fortsætte med at udvikle klubben, måtte vi få hjælp af en solid kapitalstruktur."