Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Chicago Bulls' dobbelte dunkmester var ustoppelig: Ramte nærmest det hele i flot udesejr

Andreas Würtz Adamsen
Zach LaVine har spillet i Chicago Bulls, siden han i 2017 blev sendt dertil i en handel med Minnesota Timberwolves.
Zach LaVine har spillet i Chicago Bulls, siden han i 2017 blev sendt dertil i en handel med Minnesota Timberwolves.Getty Images via AFP
Zach LaVine havde nærmest en helt perfekt aften, da Chicago Bulls natten til lørdag på udebane mødte Philadelphia 76ers. I en sejr på 126-112 scorede LaVine således 41 point og på et tocifret antal trepointsforsøg brændte han kun sølle to skud.

Nogle gange rammer man bare lige præcis dagen, hvor det hele tilsyneladende lader sig gøre. Sådan en dag var det øjensynligt for Zach LaVine natten til lørdag.

Her skulle LaVines mandskab, Chicago Bulls, nemlig op mod et af ligaens stærkeste hold i form af Philadelphia 76ers, og så endda på udebane i Pennsylvania.

Men her, i Wells Fargo Center, leverede Zach LaVine en fantastisk præstation, som endda foruden at give Bulls sejren også skrev LaVine ind i klubbens historiebøger som spilleren med næstflest af disse brandvarme kampe, kun overgået af legenden over dem alle, Michael Jordan.

I alle tilfælde blev det til en fin sejr for Chicago Bulls, endda vundet med tocifret pointforskel, slutresultat 126-112, mod et Philadelphia-hold, der retfærdigvis var uden deres helt store talisman og stjerne, Joel Embiid.

To sølle afbrændere

I Joel Embiids fravær måtte James Harden forsøge at tage handsken op, men selvom den forhenværende MVP gjorde, hvad han kunne, var det absolut ikke Hardens aften. Ud af i alt 17 skudforsøg lykkedes det således kun at ramme i kurven fire gange.

Helt omvendt var det altså for Zach LaVine. Den 27-årige amerikaner er måske allermest kendt for sine to sejre i NBA's slam dunk contest, den blot fjerde spiller i historien til at vinde to år i træk, men det var altså noget længere fra kurven, at LaVine excellerede i sejren mod 76ers.

LaVine var nemlig fuldstændig ustoppelig på sine trepointsforsøg, hvor han blot havde to sølle afbrændere på svimlende 13 forsøg.

"Han blev varm, vi kunne ikke rigtigt lukke ham ned, og så begyndte vi at prøve at fange ham, og derfor fik alle andre nemme skudmuligheder, fordi han blev ved med at ramme sine skud. Det var bare én af de kampe," forklarer James Harden om LaVines præstation til ligaens hjemmeside.

Alt i alt endte LaVine med 41 point på en aften, hvor han ramte næsten 74 procent af alle sine skud. Og da det er fjerde gang i karrieren, at LaVine scorer mere end 40 point med en skudeffektivitet på over 70 procent, så overhaler han endegyldigt Scottie Pippen som den Bulls-spiller i historien med flest af sådanne kampe. Nummer et på den liste hedder naturligvis Michael Jordan, der gjorde det hele 12 gange.

Problemer uden Embiid

Mens LaVine altså spædede godt til med sine 41 point, var der også masser af produktivitet fra Bulls' 32-årige montenegrinske center, Nikola Vučević. Den tidligere Orlando Magic stjerne, der påbegyndte sin NBA-karriere i lige netop Philadelphia 76ers, tegnede sig således for en triple-double med 19 point, 18 rebounds og 10 assists.

Det lykkedes således Vučević at drage fordel af det føromtalte fravær af Joel Embiid, hvilket tvang Philadelphia til at spille med de noget mindre og fysiske imposante PJ Tucker og Montrezl Harrell, ingen af hvem kunne hamle op med Vučević under kurven.

"Selvfølgelig er vi et andet hold uden Joel (Embiid, red.). Men vi har ham ikke til rådighed lige nu, så vi er nødt til at finde en måde at vinde sådan nogle kampe på. Vi må også give dem kredit, de skød helt fantastisk," kommer det fra 76ers' head coach, Doc Rivers, ovenpå nederlaget.

Trods sejren til Bulls er Philadelphia stadig det klart bedst placerede hold af de to. 76ers indtager således femtepladsen i Eastern Conference med 23 sejre og 15 nederlag, mens Bulls ligger som nummer ni med 18 vundne og 21 tabte kampe. Således vil Philadelphia med den nuværende stilling gå direkte i slutspillet, mens Bulls vil være tvunget ud i den såkaldte play-in turnering.