Clara Tauson besejrer franskmand og er finaleklar i Hong Kong
Denne gang var Tauson dog ikke indstillet på at skulle ud i tre sæt, så hun slog Gracheva i blot to sæt med cifrene 6-4, 6-3. Hun lukkede andet sæt på sin femte matchbold og afsluttede dermed kampen på små 75 minutter.
Med resultatet er Tauson klar til at spille finale søndag. Her møder hun vinderen af den anden semifinale, der står mellem Anna Blinkova og Ajla Tomljanovic. Den spilles senere lørdag.
Danskeren og 24-årige Gracheva havde tidligere mødt hinanden ved to lejligheder, og det var endt med en sejr til hver.
Med en stærk førsteserv som et farligste våben lørdag så Tauson ved 4-1 ud til at cruise mod sætsejr, men ved 4-2 kom hun for første gang i problemer i sin egen serv.
Det var tydeligt, at når førsteserven blev sat, fik hun et overtag i duellen, som Gracheva ikke kunne slå sig ud af. Til gengæld havde danskeren store problemer med at vinde point på sin egen andenserv, når Gracheva fik lov til at styre duellerne og få danskeren til at løbe.
På trods af at have afværget fire breakbolde i samme parti gik det galt på den femte, og kort efter servede franskmanden sig på 4-4.
Frustrationerne begyndte at anes. Brok til stigedommeren og opgivende attitude er en cocktail, som før har ødelagt kampe for Tauson, men lørdag fik hun det under kontrol.
Hun servede sig på 5-4, inden hun brød Gracheva til sætsejr på 6-4 på sin første mulighed. Dermed udnyttede Tauson begge de breakbolde, hun tilspillede sig i sættet.
Gracheva er en teknisk dygtig spiller. Det gav hun flere prøver på, men slagkraften fra Tauson havde franskmanden svært ved at stå imod.
Danskeren brød sig i front med 3-1, og på trods af at Gracheva hurtigt slog tilbage, var det med Tauson som den overvejende dominerende spiller på banen.
Med break nummer fire på chance nummer fire kom hun på 5-3, og selv om hun missede fire matchbolde, fik hun lukket kampen.
Meget symptomatisk blev opgøret lukket med servees nummer 10 og 11 fra danskerens ketsjer. Gracheva lavede ingen.