Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Clara Tausons far efter datters kollaps: "Hun skulle have fulgt lægens anvisning"

Ritzau
Clara Tauson er i bedring efter kollaps på banen
Clara Tauson er i bedring efter kollaps på banenProfimedia
Den danske tennisspiller Clara Tauson er i bedring, efter at hun onsdag eftermiddag dansk tid kollapsede på banen under sin kamp i anden runde af WTA-turneringen i Guangzhou.

Det skete som følge af ekstrem varme i den kinesiske by, oplyser hendes far, Søren Tauson.

"Clara er i bedring. Hun sidder i isbad overvåget af læger. Der skal hun blive indtil videre", skriver Søren Tauson i en sms til Ritzau.

"Det er ikke muligt at drikke nok til at holde væskebalancen. Det er problemet og skabte situationen", uddyber han.

Søren Tauson fortæller, at også modstanderen Yulia Putintseva havde problemer i varmen.

"Modstanderen på cirka 155 centimeter havde også store problemer med kramper i begge lår. Ikke mærkeligt at 186 centimeter (Clara Tausons højde, red.) kommer i sundhedsfare", lyder det fra Tauson.

Han oplyser desuden, at Clara Tauson tidligere i kampen blev anbefalet at stoppe med at spille.

"Lægen anbefalede hende at stoppe midt i andet sæt på grund af sundhedsfare. Men kæmpefighteren ville spille videre, og hun spillede da også sin bedste tennis i seks måneder".

"I bagklogskabens lys skulle hun have fulgt lægens anvisning", skriver Søren Tauson.

Clara Tauson vandt første sæt med 6-3, men tabte det meget jævnbyrdige andet sæt med 6-7. Herefter fik hun behandling og måtte opgive at spille videre efter fire bolde i tredje sæts første parti.

Tauson satte sig først ned på banen, hvorefter læger ilede til og behandlede hende. Derefter blev hun hjulpet fra banen.