Club Brugge lejer Zinckernagel ud til Bodø/Glimt
Den danske fodboldspiller Philip Zinckernagel er tilbage i norske Bodø/Glimt, hvor han tidligere har været en stor succes.
Zinckernagel lejes ud af belgiske Club Brugge til Bodø/Glimt for resten af 2024.
Det oplyser begge klubber på deres sociale medier.
"Det er fantastisk. Jeg har ikke tænkt på andet, siden jeg fik muligheden for at tale med klubben. Det bliver super fedt", siger Philip Zinckernagel til den norske klubs hjemmeside.
Zinckernagel var en enorm succes i klubben fra 2018 til 2020, inden han blev solgt til engelske Watford.
Det blev ingen succes, og han blev lejet ud til Nottingham Forest, hvorefter han røg til græske Olympiakos for en kort bemærkning.
Han blev lejet ud til Standard Liege, inden han sidste år blev solgt til Club Brugge.
Zinckernagel har ikke været i kamp siden maj, og det har længe været småt med spilletid i Club Brugge.
Bodø/Glimt fører den norske liga klart med 41 point for 19 kampe.