Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Comeback bringer Sønderjyske foran i DM-finaleserie: Nærmer sig første guld siden 2015

Ritzau
Comeback bringer Sønderjyske foran i DM-finaleserie: Nærmer sig første guld siden 2015
Comeback bringer Sønderjyske foran i DM-finaleserie: Nærmer sig første guld siden 2015Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Sønderjyske er tilbage i teten i ishockeyens DM-finaleserie. Tirsdag vandt Sønderjyske den tredje finale med 3-2 på hjemmebane mod Esbjerg Energy.

Dermed fører Sønderjyske med 2-1 i sejre i serien, der spilles bedst af syv kampe.

Sejren kom i hus på et stærkt comeback fra sønderjyderne, der vendte 0-2 til sejr.

Esbjerg fik ellers en perfekt start og kom foran efter seks minutter. I søndagens finalesejr på 4-3 leverede Frederik Bjerrum to assister, og denne gang fandt han så selv vej til netmaskerne med åbningsmålet.

Føringen holdt perioden ud, selv om Sønderjyske i næsten to minutter spillede fem mod tre på isen.

Så var Esbjerg mere effektiv. Blot 55 sekunder inde i anden periode fordoblede Oliver Kjær føringen. Han har dermed lavet point i alle tre kampe i finaleserien.

Men så vendte kampbilledet. To minutter senere kom hjemmeholdet endelig på tavlen, da svenske Anton Karlsson reducerede.

Præcis midtvejs i anden periode fik Esbjergs Ludwig Stenlund to minutter i skammekrogen, og denne gang udnyttede Sønderjyske sit powerplay ved Nikolaj Krag-Christensen, der er sit holds pointtopscorer i sæsonen.

Den position cementerede han tre minutter senere, da han serverede for Jacob Schmidt-Svejstrup, der gjorde det til 3-2 - igen i powerplay.

Det blev også kampens sidste mål, for tredje periode rykkede ikke ved stillingen.

Sønderjyske er dermed to sejre fra at vinde guld for første gang siden 2015. Den næste kan komme i den fjerde finale, som spilles i Esbjerg på fredag.