Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Coronaregler får håndboldherrer til at isolere sig før VM: Ærgerligt ikke at kunne hilse på fans

Danske håndboldfans må kigge langt efter autografer og selfies fra stjernerne ved årets VM.
Danske håndboldfans må kigge langt efter autografer og selfies fra stjernerne ved årets VM. Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Det danske håndboldlandshold for herrer dropper den normale omgang med fansene forud for det kommende VM.

Årsagen er Det Internationale Håndboldforbunds (IHF) stramme coronakontrol under slutrunden i Sverige og Polen.

Det fortæller sportschef i Dansk Håndboldforbund (DHF) Morten Henriksen til B.T.

De danske VM-spillere vil derfor ikke skrive autografer og stille op til selfies, når holdet torsdag og lørdag spiller testkampe mod Saudi-Arabien i Odense og København.

"Der er ikke noget, spillerne hellere vil end at komme ud at hilse på vores fans og skrive autografer. Så vi er rigtig ærgerlige over, at situationen er sådan her," siger Morten Henriksen til B.T.

"Men når IHF har besluttet, at der skal testes for corona både før og under VM, bliver vi nødt til at være forsigtige."

Skulle spillerne afgive en positiv coronatest før eller under VM, så udløser det en automatisk karantæne på fem dage. Efterfølgende skal de være i stand til at fremvise en negativ test, før de kan vende tilbage.

IHF's coronaregler blev allerede mandag mødt med kritik fra svensk side af assistentlandstræner Michael Appelgren.

"Det er meget ærgerligt, når man spiller VM på hjemmebane og ikke kan leve, som vi ellers lever i Sverige lige nu."

"Det føles trist. Man troede, at den tid var forbi. Jeg ved, at det ikke er vores VM-organisation, der har presset på for dette, men at det kommer fra IHF," sagde Appelgren til Aftonbladet.

VM spilles fra 11. til 29. november. Danmark indleder turneringen mod Belgien om ti dage. Danskerne spiller samtlige gruppekampe i Malmø.