Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Damian Lillard skrev historie men måtte se sig slået af ung stjerne i tæt opgør

Andreas Würtz Adamsen
I løbet af karrieren er Damian Lillard seks gange blevet valg til at deltage i All Star-kampen.
I løbet af karrieren er Damian Lillard seks gange blevet valg til at deltage i All Star-kampen.Getty Images via AFP
Da Portland Trail Blazers natten til tirsdag mødte Oklahoma City Thunder, fik førstnævntes superstjerne Damian Lillard skrevet sig i historiebøgerne. Med sine point fik han nemlig overgået Clyde Drexler som den mest scorende i Portlands historie.

Der er næppe mange spillere, der er lige så seværdige på en basketballbane som Portland Trail Blazers’ 32-årige superstjerne Damian Lillard.

Point guarden er kendt for sine driblinger, sit gåpåmod, sin playmaking, sit trepointsskud og sin evne til at tage ansvar i de døende sekunder af de allertætteste kampe.

Som da Lillard i 2014 fik skovlen under Houston Rockets i kamp seks i første runde af playoffs, da han på slutsignalet sendte en treer i kurven – hvilket på daværende tidspunkt var den første serievindende ’buzzer-beater’ siden John Stockton i 1997 formåede det samme.

Nu kan Damian Lillard så også skrive sig i historiebøgerne hos Portland Trail Blazers, for natten til tirsdag blev han den mest scorende i Portlands historie. Det endte dog ikke med en sejr, for i de sidste sekunder var det ikke Lillard, der tog sagen i egen hånd, men derimod Oklahoma City Thunders Shai Gilgeous-Alexander der kunne sikre Thunder en sejr på 123-121.

Et stolt øjeblik

I løbet af opgøret mod Oklahoma City Thunder bød Damian Lillard ind med 28 point, tre rebounds og seks assists, og den dygtige point guard formåede at sænke seks ud af 12 trepointsforsøg. Allerede i tredje periode gik Lillard forbi Clyde Drexler, der indtil natten til tirsdag var øverst på Trail Blazers’ topscorerliste gennem historien.

Clyde Drexler, der som aktiv også blev kaldt ’Clyde the Glide,’ tilbragte de første 12 sæsoner af sine NBA-karriere hos Portland Trail Blazers, hvor det blev til 18.040 point, inden han afsluttede karrieren med tre sæsoner i Houston Rockets.

Lillard har til gengæld aldrig optrådt for andre end Trail Blazers i sin karriere, der startede da han i 2012 blev draftet som nummer seks. Med sine 28 point mod Thunder, er han nu på hele 18.048 point for Portland.

”Det er en fantastisk følelse at nå toppen. Det har været et mål for mig, og listen byder på så mange spillere, vores organisation har så stor en historie, så endelig at være nummer et er en bedrift, som jeg er stolt af,” fortæller Lillard til ligaens hjemmeside.

Ung stjerne stjal rampelyset

Det blev dog ikke Portland Trail Blazers, der løb med sejren natten til tirsdag, for mens Damian Lillard måske er kendt for sine skud i de sidste sekunder, så var det Thunders Shai Gilgeous-Alexander, der indtog netop den rolle i opgøret.

Den 24-årige guard har udviklet sig til lidt af en stjerne i Oklahoma City, hvor han i 2019 kom til efter at have startet karrieren i Los Angeles Clippers. I denne sæson er det således kun Joel Embiid og Luka Dončić, der snitter flere point per kamp end Gilgeous-Alexander. Med 3,2 sekunder tilbage på uret fik Gilgeous-Alexander bolden i hænderne, og canadieren sænkede et flot skud fra baglinjen, der sikrede sejren.

”Han er imponerende. Han er åbenlyst en rigtig god spiller. Ikke bare en god, ung spiller. Han begynder at finde sig til rette,” lyder de rosende ord fra Damian Lillard og kampvinder Gilgeous-Alexander.

Trods Gilgeous-Alexanders flotte sæson ligger Thunder i øjeblikket tredjesidst i Western Conference, hvor Portland Trail Blazers indtager syvendepladsen. Natten til torsdag mødes de to hold igen.