Danmark begyndte fremragende men tabte initiativet mod slovenske underdogs
Det var et dansk landshold der fra starten tog ejerskab af kampen. De første 10 minutter blev intet overladt til Slovenien, og Kasper Hjulmands tropper virkede opsatte på at viske VM-miséren eftertrykkeligt væk.
Det var mest over venstresiden at Danmark viste sig frem. Victor Kristiansen virkede oplagt på venstre wingback, og lignede en mand der havde 50+ landskampe på sit CV.
Christian Nørgaard var som ventet ikke blevet klar, og det betød at Pierre-Emile Højbjerg lå på den bagerste midtbane. Det skabte lidt problemer med afstemningen på midtbanen, hvor især Tottenham-spilleren havde sine udfordringer.
Udfordringer var der ingen af for Christian Eriksen, der var banens bedste i første halvleg. Efter en fejlaflevering fra Eriksen gav slovenerne deres bedste chance, da Benjamin Sesko trykkede af fra distancen, tog Eriksen fat.
En opmærksom Alexander Bah tog et indkast hurtigt, og efter et elegant aflæg fra Jonas Wind, kunne Eriksen problemfrit bringe Danmark i front med 1-0.
Scoringen betød at Danmark trak sig 5-10 meter længere tilbage på banen, og det gav Slovenien nogle løse muligheder til både Erik Janza og Andraz Sporar. Det blev dog aldrig for alvor farligt i de første 45 minutter, hvor Eriksen med lidt mere præcision kunne have øget til 2-0, da Wind igen fandt den danske midtbanestyrmand kort før pausen.
Slovenerne var bedst efter pausen, godt hjulpet af en tøvende dansk defensiv. Kasper Schmeichel der var arbejdsløs før pausen, havde et par uheldige indgreb, men Danmark slap med skrækken.
Danmark var ikke langt fra at øge føringen, efter Eriksen sendte et frispark ind foran, men Andreas Christensen kunne ikke rigtigt komme til.
Kampen blev mere og mere nervøs, og en totalt anonym Rasmus Højlund burde havde scoret, men misbrugte et fortrinligt forarbejde af Victor Kristiansen.
Med et kvarter tilbage stemplede slovenerne for alvor ind. Først ved Sporar, der på forunderligvis brændte fra seks meters afstand. Sesko viste igen klassen, da han hamrede bolden på den ene opstander fra 20 meter, men begge dele var kun forvarsler.
Erik Janza, der også scorede mod Danmark i Parken, trykkede af fra distancen, og via ryggen på Morten Hjulmand fik slovenerne fortjent udlignet.
Kasper Hjulmand forsøgte at ændre kampens forløb med en tredobbelt udskiftning, og Danmark fik også genvundet noget boldkontrol, der i den grad havde manglet efter pausen.
En opløftende dansk første halvleg blev sløset væk efter pausen, og Danmark var reelt ikke uheldige med at komme fra opgøret med en uafgjort.