Danmark har sat kurs mod utrolig Davis Cup-sejr: Holmgren vinder også
Danmarks mandlige tennislandshold har fået en sensationel god start på Davis Cup-kampen ude mod Kasakhstan.
Efter lørdagens to singler fører Danmark med 2-0, selv om kaptajn Frederik Løchtes tropper var stærkt undertippet på grund af afbuddet fra Holger Rune.
I stjernens fravær vandt Elmer Møller først sensationelt over verdens nummer 27, Alexander Bublik, og senere fulgte August Holmgren op med en overraskende sejr over verdens nummer 57, Alexander Shevchenko.
Møller og Holmgren ligger henholdsvis nummer 247 og 166 på verdensranglisten.
Holmgren var ellers bagud med 2-5 i første sæt, men danskeren sejrede med cifrene 7-6, 6-3.
Det var Shevchenko, der fik den bedste start med servegennembruddet til 3-1, men kampen ændrede karakter, da Holmgren brød rent tilbage til 4-5 og senere bragte første sæt ud i tiebreak.
Her førte Holmgren med 3-0, men Shevchenko udlignede til 3-3, før danskeren igen fik momentum med et baghåndspassérslag.
Kort efter udnyttede han første sætbold med et servees.
Holmgren fortsatte bare derudaf i andet sæt med et brud til 2-0 og igen til 3-1, efter at Shevchenko havde reduceret.
Herfra var danskeren sikker i egne partier, og han afgjorde kampen på anden matchbold, da han byggede pointet flot op og satte prikken over i'et med en flugtning.
Dermed skal Danmark bare bruge en sejr mere for at vinde opgøret i Astana sammenlagt.
Søndag klokken 9 dansk tid indledes der med en double, inden der skal spilles op til to singler.
Med en samlet sejr over Kasakhstan vil Danmark næste år skulle spille en kvalifikationskamp om en plads i næste års Davis Cup Finals for verdens 16 bedste nationer.