Danmark kom i menneskehænder mod spanske verdensmestre
Der var klasseforskel fra start i opgøret, der endte 2-0 til spanierne, der snildt kunne havde vundet større.
Med sejren topper Spanien efter de tre første runder kvalifikationsgruppen med ni point, mens Danmark ligger nummer to med seks point. Belgien ligger på tredjepladsen med tre point, mens Tjekkiet fortsat er uden point i gruppen.
Nummer et og to går videre til EM-slutrunden i 2025.
Der resterer tre spillerunder, og allerede tirsdag er der mulighed for dansk revanche mod spanierne, når de to hold igen mødes på ferieøen Tenerife.
Spaniens helt store stjerne, den 26-årige Aitana Bonmatí, der vandt Ballon d'Or i 2023, var henvist til spaniernes bænk fra kampens start, men det ændrede ikke på, at det var gæsterne, der fra start sad på begivenhederne.
Spanierne spillede tålmodigt og ledte efter åbninger i den danske defensiv, der stod afventende.
Efter lidt mere end et kvarter gik den ikke længere for de danske fodboldkvinder. Et spansk hjørnespark endte ved bageste stolpe, hvor en helt fri Jenni Hermoso headede gæsterne i front.
Kampbilledet med den spanske dominans ændrede sig ikke efter scoringen.
Efter 28 minutter kom Spanien også på 2-0, da Mariona Caldentey sikkert omsatte et straffespark.
Forinden havde Emma Færge nedlagt Salma Paralluelo med en glidende tackling i det danske felt.
Gæsterne slap på trods af de to scoringer ikke foden fra speederen, og danskerne var under et massivt pres i det meste af første halvleg.
Fra anden halvlegs start faldt spanierne en smule i tempo.
Det gav danskerne mulighed for at komme bedre med i opgøret. Spanierne virkede dog hele tiden til kunne skrue kampen et gear op, hvis det blev nødvendigt.
Danmark kom tæt på en scoring et par enkelte gange, men farligt blev det aldrig for alvor, og så kunne gæsterne nemt cruise sejren hjem.