Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk 4000-meterhold vinder VM-guld i Ballerup

Ritzau
Opdateret
Guld til Danmark.
Guld til Danmark.Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Efter en meget tæt finale mod Storbritannien tog Danmark guld i 4000 meter holdforfølgelsesløb.

Danmarks hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb vandt torsdag VM-guld i Ballerup efter at have besejret Storbritannien i en meget tæt finale.

Efter en fin dansk start tog Storbritannien en snæver føring frem til 2000 meter, hvor Frederik Rodenberg tog over og bragte Danmark i front.

Føringen med Tobias Aagaard i front voksede til mere end et halvt sekund, og derfra styrede Danmark mod sejren.

3 minutter og 45,642 sekunder brugte danskerne på at hjemføre guldet. Storbritannien var omkring en tredjedel af et sekund langsommere.

Danmarks hold bestod som i semifinalen mod Schweiz af Carl-Frederik Bevort, Niklas Larsen, Frederik Rodenberg og Tobias Aagaard, mens Rasmus Lund var valgt fra.

Ud over guldet fik Danmark også revanche fra OL i Paris. Her tabte holdet til netop Storbritannien i sin semifinale.

"Alt flaskede sig i dag. Vores taktik lykkedes til fulde, og jeg synes, at drengene leverede et super flot resultat."

"At vi nu står med endnu en VM-guldmedalje og endda fik OL-revanche over Storbritannien gør mig rigtig stolt," siger landstræner Casper Jørgensen i en pressemeddelelse fra Sport Event Danmark.

Det er tredje gang på fem år, at Danmark vinder guld i disciplinen. Det skete også i Berlin i 2020 og i 2023 i Glasgow.