Dansk baneduo forventer samme pres ved OL trods VM-nitte: "Det kan vi aldrig løbe fra"
En femteplads var, hvad det kunne blive til for de to danskere, der før tirsdagens parløb havde gjort rent bord ved mesterskaber som duo.
Den mistede status som ubesejret på de største scener får dog ikke presset på deres skuldre til at lette frem mod næste års OL i Paris.
Det mener Michael Mørkøv.
"Uanset hvad vil der være pres på. Næste år er vi stadig olympiske mestre og dobbelte verdensmestre. Det kan vi aldrig løbe fra, og det er også derfor, at jeg ikke lægger fingre imellem og siger, at vi er favoritter, hver gang vi kører."
"Det er altid svært at køre som favorit, men vi kan ikke komme uden om, at vi har været pissegode i fortiden, og heldigvis kan ingen tage vores guldmedaljer fra os," siger han efter tirsdagens løb.
At køre i Paris giver ikke nødvendigvis mere blod på tanden end tirsdagens konkurrence i Glasgow, påpeger han.
"Jeg ved ikke, om jeg kan være meget mere motiveret, end jeg er nu. Den her disciplin ligger mig utroligt nær, og det er det løb, jeg nyder allermest at køre på hele sæsonen. Så jeg tror ikke, jeg kan finde mere motivation," siger han.
Konkurrenterne kiggede ofte på Norman og Mørkøv, når der skulle lukkes huller og tages ansvar i feltet. Sådan har det tit været, når de har kørt sammen, men i tirsdagens løb kunne de ikke overkomme udfordringerne.
"Vi har i mange år været dem, der skulle slås i den her disciplin, og de andre har oppet sig for at slå os. Vi har gjort, hvad vi kan for at forbedre os, men vi kan ikke gøre andet end vores bedste," forklarer Michael Mørkøv.
Parret vandt sammen OL i 2021, VM i 2020 og 2021 samt EM i 2019.