Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk banehold undlod at tømme sig fuldstændig for kræfter i semifinale

Ritzau
Dansk banehold undlod at tømme sig fuldstændig for kræfter i semifinale
Dansk banehold undlod at tømme sig fuldstændig for kræfter i semifinaleProfimedia
Der var aldrig tvivl om udfaldet i semifinalen mellem det danske og det australske firekilometerhold fredag aften ved VM i Glasgow.

Det danske hold bestående af Niklas Larsen, Carl-Frederik Bévort, Rasmus Lund og Lasse Norman kørte fra start hurtigere end modstanderne fra Australien og udbyggede hele tiden.

Derfor var der råd til at holde en anelse igen mod slutningen, fortæller Norman.

"Normalt er det ikke sådan, men fordi det var en semifinale i dag, og vi var forholdsvis sikre den sidste kilometer, kørte vi den sikkert hjem, kan man sige. Ikke fordi vi ikke kørte alt, hvad vi kunne, men jeg tror godt, at Rasmus og jeg kunne have strammet os lidt mere an i vores sidste føringer", siger han.

Samme oplevelse står Rasmus Lund tilbage med.

"Jeg havde ikke lige de bedste ben og tog det mere på gefühlen. Jeg vidste godt, at vi var tæt på at vinde, så det var bedre at fokusere på at køre jævnt end at gå "all out" og satse", forklarer han.

Lund har op til VM døjet med rygproblemer og sad over i kvalifikationen, men var blevet meldt klar til at deltage i duellen mod australierne.

Hans tilstand under løbet kom bag på ham.

"Jeg havde det fint nok. Jeg var lidt overrasket over, at jeg faktisk ikke kunne mærke så meget, da jeg kom i gang. Der er også noget adrenalin, der kommer, og man ved, at man skal have respekt for opgaven."

"Der er fuldt fokus på det, og så har man mere fokus på at have ondt i benene end ryggen."

"Jeg er håbefuld for i morgen (lørdag, red.), og jeg tror egentlig godt, jeg kan komme ud at køre", lyder det fra Lund.

Indskiftningen skete på bekostning af Frederik Rodenberg, som ikke havde kræfter nok til at føre holdet i mål i kvalifikationen, hvilket ellers var danskernes plan.

I semifinalen fredag gik det lidt mere efter planen.

"Frederik havde ikke en super god dag i går, så vi prøvede at sætte Rasmus ind. Føringerne var lidt mere traditionelle i dag, og vi eksekverede løbet en lille smule pænere", siger Lasse Norman.