Dansk cykelrytter ser kun muligheder i sit holds nedrykning
Alligevel ser den alsidige dansker optimistisk på udsigten til den kommende sæson.
"Jeg tror, jeg kan have bedre forberedelse til de løb, jeg gerne vil satse på næste år, da vi kan vælge nogle løb fra," siger han.
Mandag blev det officielt, at Lotto Dstny sammen med Jakob Fuglsang og Mads Würtz Schmidts Israel-Premier Tech rykker en hylde ned og misser World Tour-licensen for de kommende tre år.
Årsagen er, at rytterne fra de to hold ikke har samlet point nok sammen de tre forgangne sæsoner.
Som udgangspunkt har ProTeams ikke automatisk adgang til World Tour-løb.
Men fordi Lotto-holdet i 2022 har samlet flest point sammen blandt de hold, som i 2023 vil være på næstøverste niveau, er forventningen, at Kron og holdkammeraterne får plads i de største løb næste år. Mere uklart er det årene efter.
"Rent sportsligt ændrer det ingenting. Jeg ser kun muligheder med det. Det er op til andre at kigge på det økonomiske. Mit job er at køre på cykel," siger Andreas Kron.
Han peger på, at Alpecin med ProTeam-status har skovlet point ind og blandet sig i de store løb de seneste år. Lotto Dstny vil prøve at gøre det samme.
"Vi satser på, at vi med de rette midler og den rette udvikling kan det samme. For holdet er det et wakeupcall. Vi kan ændre nogle ting og se anderledes på det. Så må vi se derfra," siger han.
Kron har ingen planer om at finde en ny arbejdsgiver trods nedrykningen.
Det at være World Tour-rytter er i sig selv ikke noget, han går specielt meget op i.
- Da jeg ville være professionel cykelrytter og gik fra Riwal, som også var professionelt, til at komme op på World Touren, betød det meget for mig. Men om jeg har World Tour-status eller ProTeam-status på Lotto, ændrer ingenting.
"World Tour-holdene har selvfølgelig mere status i løbene på papiret, men laver man resultaterne, får man også statussen. Sådan hænger det sammen, så for mig betyder det egentlig ikke noget, hvad jeg har. Jeg er professionel cykelrytter, jeg lever af det, og jeg sætter pris på det hver dag, "forklarer han.
24-årige Kron har kontrakt med Lotto Dstny frem til udgangen af 2024.