Dansk Davis Cup hold uden Holger Rune klar til hård opgave i Mexicos højder
Davis Cup-kaptajn Frederik Nielsen har valgt sine højest rangerede spillere til de to singler lørdag. Elmer Møller møder i første kamp Mexicos på papiret bedste mand, Ernesto Escobedo. I den efterfølgende kamp spiller August Holmgren mod Rodrigo Pacheco, der sidste år lå nummer 1 på juniorverdensranglisten.
”Det er altid lidt uvist, hvad der kommer til at ske på en udebane og hvor meget publikum er på. Meget i Davis Cup handler om at administrere opgaven. Hvor cool man kan være, og hvor tæt man kan være på den bedste version af sig selv. Hvis drengene kan det, så tror jeg, de har gode chancer,” siger Frederik Løchte Nielsen
Den danske førstemand, August Holmgren, ser frem til at komme i aktion.
“Jeg tror, at det bliver rigtig spændende. Vi har trænet meget i de her svære forhold, og jeg synes, at vi spiller bedre og bedre for hver dag. Vi kan spille uden så meget pres, fordi vi har et godt sammenhold og har forberedt os optimalt,” siger August Holmgren.
Gode chancer
Kampen foregår i World Group I Play-offs og gælder en plads i efteråret på det næsthøjeste niveau i landskampstennis. Vinder Danmark over Mexico, spiller Danmark nemlig World Group I til september. Taber Danmark til Mexico, skal holdet i stedet spille World Group II senere i år.
“Jeg synes, vi har gode chancer. Vi har et virkelig godt og homogent hold. Vi har set fine ud på træningen, og jeg har meget tiltro til mine gutter. Jeg er stille og roligt så ‘confident’, som man kan være,” siger Frederik Løchte Nielsen.
Davis Cup-kampen mod Mexico spilles med to singler lørdag den 3. februar, og en double efterfulgt af yderligere to singler søndag den 4. februar. Alle kampe spilles bedst af tre sæt. Begge dage starter kampene klokken 18 dansk tid.
Velforberedt i svære forhold
Kampen spilles på grus i 1600 meters højde. Det er forhold, man meget dårligt kan forberede sig på i Danmark i februar. Derfor har holdet også været i Mexico siden sidste fredag.
“Jeg synes ikke, at det har været så svært, som vi havde frygtet. ‘Altitude’-boldene har udlignet det meget. Vi har været her i en uge og vænnet os til den tynde luft. Jeg er ikke så bekymret for, at det er forholdene, der kommer til at spille en rolle for os,” siger Frederik Løchte Nielsen.