Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk golfspiller holder sig til i duel om LPGA-sejr

Ritzau
27-årige Emily Kristine Pedersen har kurs mod et stort resultat i Grand Rapids.
27-årige Emily Kristine Pedersen har kurs mod et stort resultat i Grand Rapids.Raj Mehta/Getty Images North America/Getty Images via AFP
Et stort resultat kan være under opsejling for den danske golfspiller Emily Kristine Pedersen.

Den 27-årige københavner kom fredagens anden runde ved LPGA Tour-turneringen Meijer LPGA Classic rundt i fire slag under par efter en bogeyfri runde.

Det var et enkelt slag dårligere end åbningsrunden, men de to stærke runder placerer hende på en delt sjetteplads i ni slag under par. Det er blot to slag fra den førende japaner Ayaka Furue.

Hvor torsdagens runde bød på hele syv birdies og to bogeys for den danske køllesvinger, var fredagens 18 huller notorisk renset for bogeys. Når man spiller med den stabilitet, skal der også bruges færre birdies for at holde sig fremme i feltet.

Emily Kristine Pedersen har fem gange i karrieren triumferet på Ladies European Tour, men endnu mangler en sejr på den stærkere og mere prestigefyldte LPGA Tour i USA.

Det har kun en enkelt dansker nogensinde formået. Det skete i marts sidste år, hvor Nanna Koerstz Madsen strøg til tops i Honda LPGA Thailand.

Emily Kristine Pedersen er en enkelt gang i karrieren sluttet i top-10 på LPGA Tour. Hendes bedste placering i 2023 er en delt 16.-plads ved LPGA Drive On Championship.