Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk kvindecykling mangler affyringsrampe til talenter: Drømmer om professionelt setup

Ritzau
18-årige Solbjørk Minke Anderson, her længst til højre, skal til næste sæson køre hos norske Uno-X.
18-årige Solbjørk Minke Anderson, her længst til højre, skal til næste sæson køre hos norske Uno-X.Profimedia
Op til 2023-sæsonen skulle det 18-årige stortalent Solbjørk Minke Anderson træffe et stort valg.

Enten skulle hun blive på et dansk cykelhold og være tæt på gymnasiet i København. Ellers også skulle hun gribe chancen for en kontrakt i udlandet.

Hun valgte det sidste. Hun ville udfordres og udvikles, så hun kunne tage skridtet op på World Tour, og det var der begrænset mulighed for i Danmark.

På den danske cykelscene er der nemlig ikke nogen kontinentalhold, som kan tage de kvindelige talenter med ud på den internationale scene og på den måde modne rytterne til et liv på cykelsportens første klasse.

Men kvindernes landstræner, Tayeb Braikia, drømmer om sådan et hold.

"Hvis vi får kontinentalhold, der kører internationale løbsprogrammer, så vil det være med til at højne standarden herhjemme," siger Tayeb Braikia.

Lige nu et det københavnske hold Team Interklima ABC det mest succesrige hold i Danmark. Holdet så dagens lys for få år siden og var en af de store historier ved DM i Aalborg tidligere på året.

Holdet tog tre af seks medaljer i linjeløb og enkeltstart på kvindesiden, og i løbet af året er det blevet til podiepladser i udenlandske UCI-løb. Holdchef Lasse Buur Brandt Heisel lægger da heller ikke skjul på holdets ambitioner.

"Det er en drøm at få et professionelt setup, hvor det ikke er nødvendigt for rytterne at have fuldtidsarbejde ved siden af. Niveauet er der. Nu handler det om at opbygge en organisation og økonomi, der berettiger til det," siger han.

Med pæn succes begyndte det københavnske hold i 2022 at rejse til udenlandske løb. Men rytterne betalte selv.

Fra begyndelsen af 2023 kom virksomheden Interklima med som sponsor, og det var første skridt på rejsen mod professionelle tilstande.

"Det har været helt vildt vigtigt. Det er utrolig fedt at have et meget bedre økonomisk fundament. Nu får vi et solidt tilskud, og rytterne skal ikke selv betale så meget mere," siger Lasse Buur Brandt Heisel.

Tayeb Braikia er imponeret af udviklingen hos Team Interklima ABC.

"De har selv bygget det op, og de skal have kæmpe ros. Nu håber jeg, at de begynder at tage nogle af de yngre ryttere ind," siger han.

Lasse Buur Brandt Heisel er åben for at påtage sig rollen som talentudvikler. Men for ham er det vigtigt, at dansk kvindecykling generelt følger med.

"På den lange bane nytter det ikke noget, at der i Danmark kun er ét stærkt hold med alle de bedste ryttere. Der skal være en balance, så det ikke dør ud. Den hjemlige scene er et vigtigt fokus for at udvikle nye talenter og udbrede fundamentet i Danmark. Det er vigtigt for os," siger han.

Han oplever, at kvindecyklingen er på fremmarch både i Danmark og internationalt, og den udvikling gør ham optimistisk.

"Udviklingen er så stor, at jeg tror, det er realistisk med et kvindeligt kontinentalhold inden for få år," siger han.

Indtil da må de største danske talenter udenlands, hvis de vil matches på tilstrækkeligt niveau. Og Solbjørk Minke Anderson? Hun kørte så godt på sit franske hold i 2023, at hun i 2024 skal køre World Tour hos norske Uno-X.