Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk målhelt er henrykt over Brentfords sejr over lokalrival: En kæmpe sejr

Ritzau
Mandagens scoring var 27-årige Mathias Jensens fjerde scoring i Premier League i denne sæson.
Mandagens scoring var 27-årige Mathias Jensens fjerde scoring i Premier League i denne sæson.Adrian Dennis/AFP
Mathias Jensen er ikke overraskende utrolig glad for Brentfords 3-2-sejr over Fulham på Gtech Community Stadium i Premier League mandag aften.

Den 27-årige danske landsholdsspiller beskriver sejren over lokalrivalen Fulham som "kæmpe." Alligevel indrømmer han, at han er frustreret over, at Brentford lukkede to mål ind.

"Det var en kæmpe sejr," siger Mathias Jensen til Brentfords hjemmeside.

"Jeg er dog lidt skuffet over, at vi lukkede to mål ind. Jeg tror, at vi i de situationer kunne have gjort det bedre. Men det vigtigste er sejren."

Mathias Jensen kæmpede en brav kamp på midtbanen.

"Det var hårdt. Vi ved, at Fulham er gode på bolden, men vi ved også, at de ikke er så gode, når de ikke har bolden. Derfor vidste vi, at vi ville have perioder, hvor vi skulle løbe og forsvare," siger han.

"Jeg synes ikke, at vi lod dem komme frem til for mange chancer. Og jeg synes, at vi skabte en del chancer, så det var godt," tilføjer han.

Danskeren scorede sit fjerde mål i denne sæson, da han med cirka fem minutter tilbage af den ordinære spilletid gjorde det til 3-1.

Mathias Jensen blev dagens mand i skysovs for Brentford mandag.
Mathias Jensen blev dagens mand i skysovs for Brentford mandag.Opta by Statsperform, foto af Adrian Dennis/AFP.

Scoringen så i første omgang ud til blot at pynte på resultatet for Brentford, men det endte med at blive afgørende efter Carlos Vinícius' reducering dybt inde i tillægstiden.

Brentfords danske cheftræner, Thomas Frank, kalder mandagens sejr "klar og fair".

"Vi var uheldige med det mål, vi lukkede ind i første halvleg. Det var faktisk deres eneste chance i den halvleg," siger han til Brentfords hjemmeside.

"Så kom vi flyvende ud til anden halvleg. Vi kom ud med samme intensitet, og det var en klar og fair sejr."

Cheftræneren fremhæver blandt andet Mikkel Damsgaards præstation.

Den 22-årige dansker startede for første gang på banen i Premier League siden oktober.

"Det var meget glædeligt at se Mikkel klare sig så godt i dag," siger han.

"Han fik lov at starte, fordi han har trænet rigtig godt de seneste tre-fire uger. Han ser skarp ud, og han spiller med intensitet."

Mandagens sejr bringer Brentford op på 38 point på niendepladsen i Premier League. London-klubben har fire point op til Liverpool på femtepladsen, der giver adgang til Europa League i næste sæson. Brentford har dog spillet en kamp færre.