Dansk skiløber får udelukkelse annulleret
Det skriver Politiken og henviser til en afgørelse fra starten af oktober.
Marcus Toft Vorre blev i marts udelukket fra AKD i godt to år, og han mente selv, at det er sket som følge af kritiske udtalelser i pressen.
AKD var uenig i den udlægning og beskrev kritikken i pressen som en del af en samlet vurdering.
Vorre klagede over udelukkelsen til AKD og Danmarks Skiforbund, men fik ikke noget ud af sine anstrengelser.
I stedet gik han videre til Danmarks Idrætsforbunds (DIF) uafhængige appelinstans, og denne fastslog, at skiforbundets ordensudvalg skulle tage sagen op.
I starten af oktober bortfaldt udelukkelsen, og Vorre erklærer sig lettet.
- Men for mig har det først og fremmest været en principiel sag. Derfor var jeg mest af alt glad for, at jeg havde fået ret. Det var en meget entydig kendelse - både hvad angår grundlaget for sagen, sagsbehandlingen og proportionerne i sanktionen, siger Marcus Toft Vorre til Politiken.
AKD har ikke andre bemærkninger, end at den tager afgørelsen til efterretning, oplyser AKD-formand, Michael Hanghøj, til Politiken.
Vorre kommer som siden marts i første omgang til at fortsætte i sit private træningssetup, selv om han gerne vil tilbage til AKD. Han har fået "mange svinske mails" og føler sig "forulempet af sagsbehandlingen".
- Derfor synes jeg ikke, det er mig, der skal tage det første skridt tilbage. Jeg har brug for en håndsrækning og en dialog om, hvordan det videre forløb skal være, siger Vorre.
Vorre medvirkede i februar i en artikel i Politiken. Her kritiserede han de danske udtagelseskrav for at favorisere slalomløbere frem for styrtløbere som ham selv.
/ritzau/