Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk Tour-forsvar er endnu ikke sikkert: Vingegaard vil vælge i december

Andreas Würtz Adamsen
Vingegaard kørte sig selv i pole position til den samlede sejr, da han på 11. etape af årets Tour distancerede Tadej Pogacar med næsten tre minutter.
Vingegaard kørte sig selv i pole position til den samlede sejr, da han på 11. etape af årets Tour distancerede Tadej Pogacar med næsten tre minutter.ASO/Pauline Ballet
I sommer blev Jonas Vingegaard den blot anden dansker i historien til at vinde Tour de France. Men stjernerytteren har endnu ikke besluttet, om han i 2023 vil forsvare den gule trøje.

Når Tour-startskuddet lyder til Grand Départ 2023 i den baskiske hovedby Bilbao, bliver det muligvis med den forsvarende Tour de France vinder Jonas Vingegaard på startlinjen. Men måske gør det ikke. 

Danskeren har nemlig endnu ikke truffet beslutning om, hvorvidt han vil forsøge at forsvare den Tour-sejr, som han officielt sikrede sig den 24. juli, da feltet rullede over målstregen på Champs-Élysées.

Når den 25-årige nordjyde endnu er usikker, så skyldes det, at han har et brændende ønske om at vinde alle tre Grand Tours - Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España - og spørgsmålet er således, om hvilken han skal sigte efter i næste sæson. 

Beslutningen bliver dog truffet inden nytår. I et interview med BT fortæller Jonas Vingegaard nemlig, at han, sammen med sin hollandske arbejdsgiver Jumbo-Visma, vil beslutte sig, når han er afsted på træningslejr i december. 

Hælder mod Touren

Torsdag blev ruten til næste års Tour præsenteret i Paris, og det var blandt andet med comeback til en legendarisk stigning, der ikke er blevet brugt siden 1988 - og så var det også med blot 22 kilometers enkeltstart. 

Netop ruterne i de Giro d'Italia og Tour de France bliver formentlig udslagsgivende for, hvad Vingegaard sammen med sine sportsdirektører vælger som næste års primære målsætning. 

Også ruten i det italienske er dog allerede offentliggjort, men i første omgang lader det til, at det er et Tour-forsvar, der ligger den danske stjerne mest på sinde. 

"Jeg tænker, at det må blive Touren, men hvis teamet tænker anderledes, så er det bare sådan. Vi taler om det, men vi har ikke gjort det endnu, så alt er stadig på bordet. Det kunne være Touren, det kunne være Giroen," fortæller Jonas Vingegaard til BT. 

Den samlede sejr i årets Tour de France var Vingegaards 10. professionelle sejr. Siden har danskeren tilføjet to til samlingen med en stærk præstation i det kroatiske etapeløb CRO Race, hvor Vingegaard glippede en samlet sejr, der i stedet gik til slovenske Matej Mohoric, med blot et sekund.