Dansk udspringer til VM for første gang i 33 år: Første danske kvinde i historien
Samtidig er hun den første danske kvinde, der deltager ved verdensmesterskabet i historien.
22-årige Laura Valore ser spændt frem i mod VM-debuten.
"Det er et megastort setup og rimelig udfordrende at være sammen med verdens bedste udspringere, når man selv kommer fra et lille land som Danmark," siger den danske udspringer.
"Heldigvis er der også mange udspringere, jeg tidligere har konkurreret med og imod."
Laura Valore har kvalificeret sig til mesterskabet fra enmetervippen, men stiller også op fra tremetervippen, der er en olympisk disciplin.
De sidste OL-pladser er på spil ved mesterskabet, men ifølge SvømDanmark er danskerens målsætning ved VM at samle international erfaring.
Udspring har været på VM-programmet siden 1973, og to danskere har gennem tiden deltaget i mesterskabet.
Claus Thomsen var den første i 1982, mens Dennis Nybro Sørensen var det seneste danske islæt ved mesterskabet, da han deltog i 1986 og 1991.
Laura Valore har tidligere vundet sølv ved de nordiske mesterskaber fra enmetervippen, og hun har to gange tidligere deltaget ved EM, hvor det er blevet til en 18.- og 21.-plads.