Danske barndomsvenner tørner sammen i All England
Tirsdagens lodtrækning til turneringen i Birmingham magede det således, at de aarhusianske barndomsvenner Anders Antonsen og Rasmus Gemke skal møde hinanden i første runde.
På papiret må Antonsen påtage sig favoritværdigheden. I fem tidligere indbyrdes møder mellem de to har Antonsen sejret i dem alle.
Gemke er først lige nu på vej tilbage fra sin seneste skade, men bedømt på Antonsens præstationer det seneste års tid kan Gemke godt hente tro på sejr.
Antonsen har været inde i et stort formdyk og er langt fra sit topniveau. Han var nede som nummer 30 i verden efter årsskiftet efter at have været helt oppe som nummer to. Nu er han nummer 18.
Ud over formdykket har også skader plaget Antonsen.
Gemke har været oppe som nummer ti i verden, men er aktuelt nummer 21.
Verdensmester og olympisk mester Viktor Axelsen møder som vanligt op som favorit til titlen.
Han skal i første runde møde en spiller fra Hongkong, mens enten Gemke eller Antonsen tidligste kan vente i en eventuel semifinale.
De sværeste lodtrækninger set med danske briller er tilfaldet Mia Blichfeldt i damesingle og mixeddoublen med Mathias Thyrri og Amalie Magelund.
Blichfeldt åbner mod den japanske verdensetter Akane Yamaguchi, mens Thyrri og Magelund møder Kinas verdensettere Zheng Si Wei og Huang Ya Qiong i første runde.