Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Danske håndboldprofiler til kamp mod hadbeskeder på sociale medier: Tonen er helt vild

Flashscore
Mie Højlund har kastet sig ind i kampen mod mobning
Mie Højlund har kastet sig ind i kampen mod mobningLiselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
De sociale medier fylder meget i hverdagen. Trods medvind på resultatsiden skal kvindelandsholdet stadig finde sig i hadbeskeder på internettet. Det vil flere af spillerne nu forsøge at komme til livs.

”Jeg har med tiden lært, at det for mig virker bedst, hvis jeg unfollower alle nyhedsmedier. Hvad enten det er godt eller skidt, så er det noget, der påvirker mig”, siger Mie Højlund til Flashscore.

Den danske playmaker er selv aktiv på de sociale medier, hvor hun på Instagram har over 21.000 følgere, der følger med i landsholdsspillerens gøren og laden.

”Det er ikke sådan, at jeg ikke benytter sociale medier under en slutrunde. Det er fint som tidsfordriv, hvor man kan slå hjernen lidt fra, men alt, der drejer sig om håndbold, lukker jeg ned for. Ellers kan jeg ikke lade være med at læse det.”

Selvom tonen de seneste par år er blevet mere positiv omkring håndboldkvinderne, så dukker der stadig grimme beskeder op i indbakkerne hos både Højlund og flere af hendes holdkammerater.

”Tonen på de sociale medier er jo helt vild. Det kan være svært at sidde som modtager på den anden side. Folk tænker ikke over, at vedkommende, som kommentarerne omhandler, også læser med”, lyder det fra Odense-spilleren.

Af samme årsag er Højlund ambassadør for Hej-Fonden, der sætter fokus på mobning, blandt andet på sociale medier. Her bruger Højlund sin platform som dansk landsholdsspiller til at inspirere især unge mennesker til at droppe mobningen.

”Det talte lige til hjertet. Det er svært at finde nogen, der ikke i en eller anden udstrækning har haft mobning inde på livet. Enten som udøver eller modtager. Det, synes jeg, er skræmmende, og det vil jeg gerne gøre noget ved”, siger Højlund, der ser en direkte parallel mellem mobningen i virkeligheden og mobning på de sociale medier.

En anden, der også har fået kærligheden at føle på de sociale medier, er landsholdets højre back, og nuværende Metz-spiller, Louise Burgaard. For hende er recepten dog ganske enkel.

”Jeg har altid været god til at lukke ned for det. Især omkring slutrunderne, både før og efter. Selvfølgelig fornemmer jeg nok tonen, der er derude generelt. Det er hårdt derude på internettet. Både blandt medierne og omverdenen samlet set”, lyder det fra Louise Burgaard.

Også landsholdets målvogter Althea Reinhardt er hyppig bruger af sociale medier. Hun mener, at der også er fordele ved, at de fylder så meget i hverdagen.

”SoMe er jo en kæmpestor ting på den måde, at man kan føle, at man er tæt på folk uden egentlig at kende dem. Det er fedt, at man kan sprede nogle positive budskaber i stedet for al det had, der florerer. Det er fristende at lave glansbilleder, men jeg håber, at kunne modvirke den trend”, siger Reinhardt.