Danske tenniskvinder skal spille for overlevelse efter nederlag til Bulgarien
Danmark skulle bruge en sejr over Bulgarien i sidste gruppekamp for at kunne styre uden om skæbnekampen, men missionen mislykkedes. Bulgarien trak det længste strå med 2-1 i kampe.
Det betyder, at de danske kvinder lørdag skal ud i en direkte duel mod Egypten om at undgå nedrykning til Europa/Afrika gruppe 2.
Danmark åbnede turneringen godt med en sejr over Kroatien, som allerede inden fredagens kampe var sikker på at rykke direkte ned efter fire nederlag af fire mulige.
Mens kroaterne sluttede med en sejr over Norge, fik danskerne den værst tænkelige start på opgøret mod Bulgarien.
Rebecca Munk Mortensen fik en øretæve af de store mod Lia Karatancheva, som uddelte et sæt såkaldte briller med en sejr på 6-0, 6-0.
Det danske trumfkort Clara Tauson holdt liv i håbet om en samlet sejr, da hun overbevisende slog Gergana Topalova med 6-3, 6-1.
Afgørelsen skulle dermed findes i doublen, hvor Rebecca Munk Mortensen og Johanne Svendsen kom til kort.
De tabte i tre sæt trods et fint comeback i andet sæt, og dermed var nederlaget i holdkampen en realitet.
Åbningssejren over Kroatien blev fulgt op med nederlag til Norge, Sverige, Serbien og altså til sidste Bulgarien.