Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Danskerkolonien har udstukket kursen i Anderlecht: "Det er store personligheder"

Ritzau
Kasper Dolberg og Anders Dreyer har tilsammen stået for 28 mål i denne sæson.
Kasper Dolberg og Anders Dreyer har tilsammen stået for 28 mål i denne sæson.Kurt Desplenter/Belga via AFP
Det er nogle store danske fodboldpersonligheder, der i det seneste års tid er tjekket ind i belgiske Anderlecht.

Inden denne sæson ankom landsholdsspillerne Kasper Schmeichel, Thomas Delaney og Kasper Dolberg til storklubben i Bruxelles, hvor danske Anders Dreyer i forvejen spillede.

Anderlecht har efter en periode væk fra toppen af belgisk fodbold igen fundet melodien og kæmper nu med om mesterskabet. Det har den nytilkomne danskertrio haft en stor andel i, fastslår Anders Dreyer.

"Schmeichel, Delaney og Dolberg er tre spillere, der har spillet mange landskampe. For os som hold er Anderlecht blevet klart bedre med tilføjelsen af de navne."

"Det er store personligheder, og de er kommet ind med en arbejdsmentalitet og med holdninger til, hvordan tingene skal være. Andre spillere i Anderlecht er også begyndt at kigge på dem, og se hvordan de arbejder," siger Anders Dreyer.

Hvis der dagligt bliver talt dansk på Anderlechts træningsanlæg, er det næppe en overraskelse. Ud over Anders Dreyer, Kasper Schmeichel, Thomas Delaney og Kasper Dolberg er målmanden Mads Kikkenborg også landet i klubben for et par måneder siden.

På ledelsesgangen er Anderlecht også gennemsyret af danskere. Brian Riemer er holdets cheftræner, og Jesper Fredberg sidder i stolen som klubbens sportsdirektør.

Og danskerkolonien i den belgiske hovedstad gør det godt og ligger aktuelt på andenpladsen i ligaen. Kasper Dolberg har stået for 13 mål indtil videre i angriberens første halve år i Anderlecht, og den tidligere Ajax-angriber er landet godt i Bruxelles.

"Det er gået rigtig godt i Anderlecht, hvor jeg har det godt og føler mig tilpas. Vi har en masse kvalitet, og vi er et hold, der skal spille med om mesterskabet," siger Dolberg.

Kasper Dolberg og Anders Dreyer har fundet ind i et stærkt samarbejde i Anderlecht-offensiven, og det danske makkerpar er i belgisk presse blevet døbt "Batman og Robin." Tilsammen har duoen lavet 28 mål hidtil i sæsonen.

"Vi har begge lavet en masse mål, og vi er farlige. Det gør også tingene lettere, at man kan snakke lidt dansk med hinanden inde på banen," siger Anders Dreyer.

"En af de vigtigste ting er dog, at vi har det godt sammen uden for banen. Vi hygger os, og det gør vores familier også. Det gør, at man kan tænke på noget andet end fodbold, hvilket er meget rart."

Makkerparret Batman og Robin, som Dolberg og Dreyer altså er blevet kaldt, skal måske føre samarbejdet ind på det danske landshold, hvis de får chancen på banen af landstræner Kasper Hjulmand.

Lørdag tester Danmark mod Schweiz i Parken, og tirsdag gæster Færøerne Brøndby Stadion.