David Nielsen stopper som cheftræner i Lyngby: Ikke det rette tidspunkt at forsætte
Dermed blev det kun til omkring tre måneder i Lyngby i denne omgang, og det var også planen fra start for David Nielsen, der overtog posten i stedet for fyrede Magne Hoseth.
David Nielsen blev ansat på en kort kontrakt i Lyngby i marts, og her blev det meldt ud, at aftalen varede frem til sommerferien.
Lyngby var med i kampen om at undgå nedrykning, og den mission lykkedes for David Nielsen.
"Først og fremmest vil jeg sige, at vi er absurd taknemmelige for, at David trådte til i vinter, da vi ikke blot stod og manglede en cheftræner, men også en cheftræner, der en-til-en havde Davids kompetencer."
"David var rette mand på rette tidspunkt, og han viste et stort kongeblåt hjerte ved at tage opgaven på sig", siger Lyngby-direktør Andreas Byder til klubbens hjemmeside.
Direktøren forklarer, at det er gået helt som planlagt og efter gensidigt ønske:
"Fuldstændig som aftalt fra start har vi sat os ned med David her efter sæsonen, og vi er enige om, at selv om vi stadig elsker David, og David elsker Lyngby Boldklub, så er det ikke det rette tidspunkt for os at fortsætte samarbejdet."
David Nielsen kalder det nogle uforglemmelige måneder i klubben, som han tidligere har været træner for i en årrække.
"Vi endte jo med ikke at tabe en eneste kamp på hjemmebane, og det er et udtryk for den her særlige stemning, samhørighed og magi mellem holdet og fansene, som jeg vidste var så vigtig for, at vi kunne lykkes."
"Det er Lyngby Boldklub, når det er allerbedst, og det elsker jeg klubben for."
"Det vigtigste i alt det her er, at Lyngby Boldklub stadig er i Superligaen. Det var det, der var missionen fra dag ét, og det er så vigtigt for os alle sammen, at det lykkedes", siger David Nielsen.