Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

DBU-boss evaluerer EM: Uforløst og ufarligt

Ritzau
DBU-boss evaluerer EM: Uforløst og ufarligt
DBU-boss evaluerer EM: Uforløst og ufarligtProfimedia
Danmark spillede godt, men kæmpede med både at skabe og udnytte chancerne ved EM, mener Peter Møller.

Det danske fodboldlandsholds præstationer ved sommerens EM-slutrunde i Tyskland lovede godt, men evnen til at skabe og udnytte store chancer afspejlede sig på måltavlen og gør, at slutrunden samlet set var uforløst.

Det siger Dansk Boldspil-Unions fodbolddirektør, Peter Møller, efter at unionen har evalueret slutrunden, hvor Danmark spillede tre uafgjorte gruppekampe og tabte ottendedelsfinalen til Tyskland. Det var anden slutrunde i træk, hvor Danmark rejste hjem uden en sejr.

"Slutrunden er blevet evalueret af alle os, som var med holdet dernede. På mange parametre præsterede vi rigtig godt, og vi er tilfredse med store dele af slutrunden, men vi er selvfølgelig ikke tilfredse med, at vi ikke vandt en kamp".

"Derfor var slutrunden uforløst. Vi skulle lige have scoret det mål, der kunne have givet os sejren og følelsen af, at vi virkelig ramte den rigtig gode kamp".

"Vi havde lidt problemer med at score. Det skal vi selvfølgelig kigge ind i, for vi skal finde ud af, hvordan vi får løsnet op og lavet flere mål fremadrettet. Vi dominerede i boldbesiddelse, men vi skabte ikke store chancer nok", siger Peter Møller.

Danmark åbnede med at spille 1-1 mod Slovenien og gentog efterfølgende resultatet mod England. Siden avancerede Danmark med 0-0 mod Serbien, men tabte 0-2 til Tyskland i ottendedelsfinalen.

På bagkant af EM-slutrunden valgte Kasper Hjulmand at stoppe som dansk landstræner, selv om han ellers havde kontrakt til og med VM om to år.

Var Hjulmand klar til at fortsætte efter EM, havde han også fået lov til det, fastslår Peter Møller.

"Der var ikke noget ved EM, som pegede i retning af, at Kasper Hjulmand skulle skiftes ud. Han havde også kontrakt for to år mere. Men i EM-evalueringen kom det hurtigt frem fra Kaspers side, at han ikke ønskede at fortsætte, og med udgangspunkt i det synes jeg jo også, at det var rigtigt at stoppe samarbejdet".

"Men vi havde ingen intention om at stoppe samarbejdet, for vi har været meget tilfredse med Kaspers resultater og aftryk. Vi formåede ikke at vinde noget, selv om vi kom tæt på, men han og spillerne var med til at sørge for, at danskerne samlede sig omkring landsholdet. Det må vi ikke bare tage for givet", siger Peter Møller.

Det var også en delmålsætning for DBU, at landsholdet skulle samle og begejstre danskerne. Trods nul sejre og beskedne to scorede mål sætter fodbolddirektøren et grønt flueben ud for målsætningen.

Tørstige og sangglade danskere valfartede til tribuner og fanzoner i nabolandet, og deres opbakning satte et præg på Danmarks kampe.

"Jeg tror, at vi skal årtier tilbage for at finde så mange danskere samlet til kampe i udlandet. Så den del lykkedes vi med, men det gør samtidig ekstra ondt, at vi ikke føler, at vi gav dem den sejr, som vi virkelig gerne ville give dem".

"Det var intentionen at være sprudlende og vinde i vores gruppekampe, men det formåede vi ikke. Men jeg synes alligevel, at vi formåede at samle og begejstre fansene".

"Billetsalget til vores kommende kampe viser også, at danskerne stadig gerne vil os, selv om vi ikke gav dem det, som de allerhelst ville have", siger Peter Møller.

Det danske landshold havde base i sydtyske Freudenstadt. Bortset fra indledende bøvl med træningsbanen var rammerne omkring holdet optimale ved slutrunden, mener Peter Møller.

Samarbejdet i den rekordstore stab på i alt 35 personer til at hjælpe 26 spillere var også upåklageligt, påpeger han.

"Vi er blevet rigtig gode til at eksekvere slutrunder. Vi har en stab, hvor hver enkelt ved, hvad vedkommende skal gøre. Nogle lande har råd til en endnu større stab med flere specialister, og det er også en løbende proces for os, om vi skal være flere. Men vi er også opmærksomme på ikke at blive for mange".

"Det er et konkurrenceparameter for os, at vi skal være stærke sammen, og der er et stærkt fællesskab mellem spillere og stab", siger Peter Møller.

I resten af 2024 er Morten Wieghorst landstræner. Han har fået Daniel Agger som assistent. Danmark spiller seks Nations League-gruppekampe i løbet af efteråret.