DBU vil haste nye kvindeklubber ind i divisionerne: Vil lave "fast track"-system.
Kvindeeliteudvalget i DBU foreslår nemlig, at nye kvindehold med relation til de bedste danske herreklubber skal kunne stryge direkte ind i enten 1. division eller 2. division, som er rækkerne lige under Gjensidige Kvindeligaen.
På den måde behøver de ikke at spille sig op gennem serierækkerne, som ellers er måden at komme til tops på.
Forslaget er sendt i høring hos kvindernes og mændenes divisionsforening samt breddeklubberne i Danmark, skriver DBU på sin hjemmeside.
"Et Fast Track-system kan være med til at give dansk kvindefodbolds udvikling et bæredygtigt skub fremad, hvor etablerede herreklubber med et stort professionelt setup kan få en nemmere vej til de bedste rækker," siger Mette Bach Kjær, der er formand i Kvindeeliteudvalget.
"Det vil samtidig også give os muligheden for at sætte nogle krav til for eksempel talentudviklingsmiljøerne og kontraktforhold og faciliteter i de gældende klubber, så vi sikrer, at det gavner fundamentet for udviklingen af dansk kvindefodbold," siger hun.
Hvis man som nyt kvindehold skal få lov til at stryge direkte ind i 1. division, kræver DBU blandt andet, at holdet har seks spillere på fuldtidskontrakt og ti spillere på deltidskontrakt.
Samtidig skal der blandt andet ansættes en assistenttræner, der er til stede ved alle træninger, ligesom både en læge og fysioterapeut skal tilknyttes holdet.
Derudover er der krav til blandt andet stadion- og baneforhold.
Der er forskellige krav, alt efter om man som nyt kvindehold vil have lov til at stryge ind i 1. division eller 2. division.
Næsten hele september er sat af til høringen. Derefter er det op til DBU's bestyrelse at vedtage forslaget. Sker det, vil det såkaldte fast track-system træde i kraft allerede fra 2024/25-sæsonen.
Flere superliga- og divisionshold på herresiden har allerede kvindehold på højt niveau. Blandt andre FC Midtjylland og FC København har endnu ikke kvindehold, men har erklærede intentioner om at få det.