Den dag, fodbolden døde: Brasilien - Italien 1982

Arbejdet uden bold, en på flere måder foruroligende stærk defensiv og en genopstanden Paolo Rossi fik i sidste ende en sambaforelsket verden til at snøfte og sikrede Brasilien '82 en plads i historien som et af de tre store hold, der aldrig vandt et VM. Et traume på linje med det famøse “Maracanazo”, hvor Brasilien i 1950 tabte finalen på hjemmebane til naboerne fra Uruguay.

Italien, derimod, endte med senere at kunne løfte pokalen efter en 3-1 sejr i finalen over Vesttyskland, blandt andet på MÅLET (og fejringen) af Marco Tardelli. 

Men forinden havde de altså slukket lyset til Brasiliens fest. Og sikke en fest, de boldglade brasilianere ellers havde haft indtil da. Spillere som Falcao, Socratés, Éder, Junior og som kirsebærret på toppen, den elegante blanding af målscorer og kreatør, Zico. En klassisk, brasiliansk 10er, som havde det ultimative ansvar for at føre brasserne helt til tops ved slutrunden i Spanien i 1982. Bredt anerkendt som en af verdens allerbedste spillere på tidspunktet.

Og de fleste, udover italienerne, havde nok helst set det hold, som havde forført fodboldelskere igennem de seneste år, gå hele vejen og indtage deres plads på linje med det legendariske hold, der med Pelé, Garrincha, Rivelino, Carlos Alberto og mange andre i front havde sikret Brasilien de første tre verdensmesterskaber og retten til at beholde Jules Rimét-trofæet, som den første udgave af VM-pokalen hed. 

Den blev i øvrigt stjålet fra det brasilianske fodboldforbunds hovedkvarter året efter i 1983, og blev aldrig genfundet, så det var et par hårde år for de stakkels brasilianere. 

For den 5. Juli 1982 sluttede det hele brat på det nu nedlagte Estadio Sarriá i Barcelona for publikums-kæledæggerne, der måtte forlade den turnering, de ellers havde domineret, efter et 2-3-nederlag til Italien og en kamp, der er gået over i historien som en af de bedste, der er set ved et VM, før eller siden.

Et hold spækket med stjerner

Indledningsvis så det dog mere end godt ud for Brasilien. De sad på nogle af de mest spektakulære spillere på verdensscenen, og bortset fra Falcao, der spillede i AS Roma, så spillede de nærmeste alle i den hjemlige liga. Et fodboldmæssigt setup, der sikrede, at spillerne kendte hinanden ud og ind. Og hvem var spillerne så? Vi nævner i flæng:

Éder, tordenguden, der nærmest ene mand for alvor gjorde papegøjeskuddet med ydersiden af støvlen verdenskendt for alvor. Men han kunne sådan set skrue bolden, som han ville. Og stod mod USSR for et af de smukkeste mål i VM-historien. En spiller, som Roberto Carlos uden tvivl gjorde noter ved, da han finpudsede sin egen, legendariske sparketeknik.

Tænkeren Socratés, måske den spiller, denne skribent helst ville se live på sit personlige maksimum. Et kraftværk af en spiller, der kombinerede højde, fysisk styrke, forrygende teknik og en stor kærlighed til hælspark med en fodboldhjerne, der gav hans øgenavn mening. Uddannet i medicin var han såmænd også, kombineret med kæderygning og en kærlighed til små skarpe ved siden af sin øl. Et levemenneske. Et løvemenneske.

Falcao, på papiret “bare” en defensiv midtbanespiller, men med udsøgt teknik og ekstrem løbevillighed. Den eneste fra start-11eren, der ikke spillede hjemme i Brasilien. Et eksempel på hans spilforståelse så man i samme mål, som Eder scorede ovenfor, hvor han lod bolden passere gennem benene på sig selv som assist.

Og så lige Zico. Fantastiske Zico. Ofte anset som den næstbedste brasilianer nogensinde, efter Pelé, naturligvis, og kåret som årets spiller i verden 1981 og 1983. Ifølge goal.com også den spiller, der har scoret flest mål direkte på frispark, nemlig 101. En brilliant pasningsspiller og playmaker med begge fødder.

Alt i alt et hold, der dyrkede det smukke i spillet, og som mest af alt ønskede at opfylde brasilianernes længsel efter en VM-sejr. For siden Pelés sidste verdensmesterskab havde man igennem 1970erne haft et kedeligt og fysisk betonet hold, som langt fra var særligt bonito.

Skønheden og udyret

I den modsatte ende af banen var billedet et andet. Italien dominerede især deres modstandere på en nærmest uhyggelig defensiv, hvor elegantieren Gaetano Scirea, en slags proto-Maldini, havde sin direkte modsætning - og klubkammerat fra Juventus- Claudio Gentile som makker i det centrale forsvar. 

Gentile var kendt for et mildest talt hårdt spil, som blandt andet Diego Maradona kunne skrive under på. Gentile nedlagde under Italiens kamp mod Argentina, som Italien i øvrigt vandt 2-1, Maradona hele 11 gange, og bagefter udtalte han, at “Fodbold ikke er for ballerinaer”. Det var de brasilianske spillere dog uenige i, og de gik ind til kampen som favoritter. Men Zico havde sigende nok fået Gentile som overfrakke. 

Oppe i front var Paolo Rossi, ligeledes på lønningslisten i Juventus, som Cabrini, Tardelli og målmand Dino Zoff var det, vendt tilbage. Rossi havde været i karantæne fra al fodbold i to år op til slutrunden på baggrund af en betting-skandale. 

Mange forstod ikke, at en så åbenlyst formsvag spiller skulle med, men den garvede træner Enzo Bearzot insisterede. Det var da også en god idé, da Rossi, efter de tre første kampe havde været aldeles anonyme fra både han og Italiens side, trådte i karakter i mellemrunden, hvor Italien udover Brasilien var i gruppe med Argentina. Kun et hold ville gå videre til semifinalerne. Og hvor Italien var tvunget til at vinde, så var et point nok for Brasiliens lysende stjerner på grund af en bedre målforskel. Også her kan man trække paralleller til “Maracanazo”, da Uruguay dengang også var tvunget til sejr for at vinde VM-guld.

Et nationalt traume - igen

Selve kampen var dog nærmest den største stjerne. Den glimtede allerede skarpt efter fem minutter, da Paolo Rossi med hovedet stangede et indlæg fra venstre side forbi Waldir Peres i det brasilianske mål.  Brasilien rystede dog hurtigt det indledende chok af sig, og allerede i 12. minut udlignede Socrates på et tørt hug i det korte hjørne bag Enzo Zoff efter et flot dybdeløb. Og så kørte bussen - troede man. Brasilien belejrede nærmeste italienerne, men alt blev afvist af det suveræne, blåklædte forsvar.

Og pludselig, i det 25. minut, var Rossi der så igen. Med sit andet mål i turneringen udnyttede han en fejl i det knap så gode brasilianske forsvar til at løbe alene mod Peres og hamre bolden midt i nettet. Herfra begyndte panikken så småt at brede sig hos de gulblå spillere. De pressede alt frem og sværmede omkring det italienske felt, men man skulle helt frem til 68. minut, før udligningen kom ved Falcao på et skønt hug fra distancen.

Alt var således i den skønneste orden, og Brasilien sad i førersædet, før man med et kvarter igen endnu engang fik et mål af Rossi, der nu havde sit hattrick i posen. At målet opstod på grund af håbløst forsvarsarbejde fra brasserne var sigende. Brasilien var rystede, og selvom de pressede mere og mere hektisk på, var det nytteløst mod de omvendt ekstremt kontrollerede og taktisk velstuderede italienere. Forskellen på de to hold blev understreget, da Dino Zoff i overtiden havde en mirakuløs redning på indskiftede Oscar. Brasilien har omvendt generelt i historien haft problemer på målmandsposten, selvom det står bedre til i 2022.

En hel fodboldverden, for ikke at sige spillerne, brød derpå sammen i sorg, bortset fra Azzurri, selvfølgelig, og det store land i Sydamerika havde fået endnu et nationaltraume til samlingen.

Der skulle gå 12 år til, før de igen kunne fejre et VM, men det var langt fra på baggrund af så meget sambabold, som der var i det mægtige, mægtige Seleção i 1982. Og selvom de ikke fik lejlighed til at pynte pokalskabet, så gik de over i historien som dem, der burde, men ikke fik lov.