Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Den fortabte søns hjemkomst: FC København henter Thomas Delaney hjem

Ritzau
Den fortabte søns hjemkomst: FC København henter Thomas Delaney hjem
Den fortabte søns hjemkomst: FC København henter Thomas Delaney hjemProfimedia
Thomas Delaney vender tilbage til FC København efter mere end syv år i udlandet.

FC København har hentet Thomas Delaney tilbage til den danske hovedstad.

Det bekræftede klubben lørdag i en video med en udgave af en fansang om Delaney på det sociale medie X og siden på sin hjemmeside.

Parterne har lavet en toårig aftale.

"Mit hjerte er i FC København, har altid været det, og vil altid være det. Derfor er jeg helt utroligt glad for, at det nu er lykkedes at få det hele til at gå op".

"Det er fantastisk at vende hjem, både i forhold til byen og i forhold til klubben, og jeg kan virkelig ikke vente med at skulle spille i Parken igen i den hvide trøje", siger Delaney i en pressemeddelelse.

32-årige Delaney ophævede fredag sin kontrakt med den spanske klub Sevilla, et år før den oprindeligt stod til at løbe ud.

Midtbanespilleren vender tilbage til den klub, som han repræsenterede som ungdomsspiller og senere fik sit gennembrud for som ung, inden han drog videre til udlandet.

I 2017 slog tyske Werder Bremen kløerne i Delaney, og siden har han også været forbi Dortmund, Sevilla, Hoffenheim og Anderlecht.

For Danmark har han spillet 81 kampe siden debuten i 2013.

Den store erfaring giver store forventninger, erkender Delaney, og cheftræner Jacob Neestrup er begejstret for tilføjelsen af en ledertype.

"Thomas' hjemkomst er meget vigtig for os, fordi vi alle kender den standard, som Thomas sætter i hverdagen - på træningsbanen, mellem træningerne og selvfølgelig under kampene".

"Med Thomas får vi en betydelig personlighed, som kender holdet, klubben og måden, vi gør tingene på. Han er en kulturbærer, som vi bringer direkte ind på holdet, og som jeg ved, vil være med til at præge de andre i den rigtige retning", siger cheftræneren.

Delaney træner allerede lørdag formiddag med for første gang siden hjemkomsten.

FCK åbner mandag aften sin sæson med et besøg hos Lyngby i Superligaen.