Den franske præsident Emmanuel Macron vil ikke se på russiske flag under OL i Paris
Sådan lød det onsdag fra den franske præsident, Emmanuel Macron.
"Det russiske flag skal ikke være til stede under de olympiske lege i Paris ... på et tidspunkt hvor Rusland begår krigsforbrydelser."
Atleter fra Rusland og Belarus har siden invasionen af Ukraine i februar 2022 været pålagt forskellige sanktioner på tværs af sportens verden.
Adspurgt om den mulige tilstedeværelse af russiske atleter under neutralt flag i Paris svarede Macron:
"Jeg håber, den olympiske verden tager en samvittighedsfuld beslutning. Det er ikke værtsnationen, der skal beslutte, hvad Den Internationale Olympiske Komité (IOC) skal gøre," sagde præsidenten.
Trods Ukrainekrigen har IOC anbefalet fortsat at lade atleter fra Rusland og landets allierede Belarus deltage som individuelle neutrale i internationale turneringer.
Det sker dog under forudsætning af, at de har bevist, at de ikke aktivt har støttet krigen i Ukraine.
Om man i kraft af blot at stamme fra henholdsvis Rusland eller Belarus er medskyldig i krigshandlingerne, såede Macron dog tvivl om.
"Det rigtige spørgsmål, som den olympiske verden skal tage stilling til, er, om man skal give plads til de russiske atleter, der sommetider har forberedt sig hele livet, og som også kan være ofre for regimet," sagde han.