Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Den introverte mand er blevet en del af pigeflokken

Sverri Nielsen passer meget sig selv.
Sverri Nielsen passer meget sig selv.JUSTIN SETTERFIELD/GETTY IMAGES EUROPE/Getty Images via AFP
Sverri Nielsen gemmer sig helst nede på værelset, men han nyder også selskabet med de mange kvindelige roere.

Kønsfordelingen er mere end bare lidt skæv på det hold af roere, der repræsenterer Danmark ved OL.

Færøske Sverri Nielsen er ene mand blandt 15 kvindelige roere i Paris.

Selv om han kun bor i lejlighed med seks af holdkammeraterne, så indrømmer han, at han godt kunne have ønsket sig lidt mere mandligt selskab i Frankrigs hovedstad.

"Det fungerer fint nok, men jeg synes, at det var træls, at vi ikke fik nogle flere drenge med på holdet."

"Måske især herretoeren," siger Sverri Nielsen med henvisning til Joachim Sutton og Frederik Vystavel, der vandt OL-bronze for tre år siden i Tokyo.

"Jeg er ikke super ekstrovert. Jeg fungerer meget fint for mig selv, så jeg kommer ned en gang imellem og ser dem til forskellige måltider og sludrer med dem til træning."

"Det er rigeligt for mig, og så kan jeg klare mig selv nede på værelset," siger Sverri Nielsen.

Frida Sanggaard Nielsen fra damefireren uden styrmand har godt bidt mærke i, at husets enlige mand indimellem gemmer sig.

"Han har sagt, at han savner noget testosteron. Men det kan vi altså ikke hjælpe med," siger hun og får resten af besætningen i damefireren til at grine.

"Vi ser ham da. Han er en del af pigeflokken, og vi har taget ham til os. Han må gerne være med."

"Vi spiller jo både kort og laver negle og sætter hår. Han skal være hjertelig velkommen, men det kan godt være, at det kun er kortspillet, der er noget for ham," siger Frida Sanggard Nielsen.

Sverri Nielsen indrømmer da også, at han hygger sig fint med pigerne, og så er der faktisk også mulighed for en mandesnak i ny og næ.

"Der er nogle gutter i staben, fysser og trænere og diverse ting. Så der er masser af mænd rundt om mig," siger han.

Sverri Nielsen har kvalificeret sig til kvartfinalerne i singlesculler, mens damefireren tirsdag skal ud i et opsamlingsheat.

Danmark har også en dametoer uden styrmand samt en dameotter med til Paris. Besætningen i otteren bor inde i den olympiske landsby.

Både toeren og otteren skal på vandet mandag formiddag.