Den lykkelige engelske dartverdensmester efter finalesejren: Jeg vil overtage sporten
Michael Smith nåede fra 501 til 0 med bare ni pile i tredje "leg" af andet sæt, efter at van Gerwen havde misset en double-12'er og lukket Smith ind i kampen igen.
"Det lyder helt fantastisk, men jeg vil ikke til at græde og blive helt følelsesladet", siger han til mediet Sky Sports.
"Michael (van Gerwen, red.) lod mig virkelig slippe og gav mig en chance, som jeg nok ret beset ikke fortjente, men jeg fik den da."
Den 32-årige englænder slog i tirsdagens VM-finale i London den tidligere tredobbelte verdensmester Michael van Gerwen med 7-4 i sæt.
Nu er planen dominans i international dart.
"Jeg sagde det, allerede da jeg kom til Grand Slam (dartturnering, red.), at jeg ville blive verdensmester, og at jeg vil udrette, hvad denne her mand (van Gerwen, red.) har udrettet, men han står her stadig", siger Michael Smith.
"Nu står det 1-1 mellem os, og jeg greb mine chancer, men både han og jeg ved godt, at det ikke bliver den sidste finale, hvor vi spiller mod hinanden", siger Smith med henvisning til de tos sidste finaleopgør, hvor Michael van Gerwen vandt, i 2019.
Michael van Gerwen erkender, at han tabte kontrollen over spillet, som finalen skred frem.
"Jeg spillede ikke alt for godt i de sidste sæt, men det kan man jo ikke skyde skylden på andre for. Det skal dog ikke tage noget fra Michael (Smith, red.), for jeg synes, at han spillede helt eminent hele kampen igennem. Godt klaret til ham. Han fortjente det", siger Michael van Gerwen.
"Det gik ikke, som jeg gerne ville det, men det er desværre en del af sporten, og man er bare nødt til at tage det i stiv arm."
Michael Smith fik med sejren hænderne på sit første verdensmesterskab. Van Gerwen har tidligere vundet det i 2019, 2017 og 2014.