Discovery-ultimatum tvinger Brian Holm til at opgive agent-drøm
Brian Holm har i årevis haft et job som cykelkommentator hos Discovery, hvilket ikke er foreneligt med et job som rytteragent, har tv-selskabet oplyst ham. Derfor er Brian Holm blevet bedt om at vælge det ene eller det andet, og han har besluttet sig for at fortsætte med at kommentere cykling hos Discovery, som blandt andet udbyder Eurosport-kanalerne.
"Jeg har været på Eurosport i over 20 år. Hvis det var så vigtigt for mig at være agent, havde jeg nok gjort det før. Så det er nok nemmest, hvis jeg fortsætter med at være her (hos Eurosport, red.)," siger Brian Holm til B.T.
Brian Holm stoppede sit job som sportsdirektør efter Luxembourg Rundt i september og derefter havde det været hans plan, at han så skulle fortsætte som agent i samarbejde med finske Joona Laukka. Men nu må Brian Hom gå den slagne gang og fortælle de ryttere, han havde lavet aftaler med, at det samarbejde ikke bliver til noget alligevel.
"Jeg tager møder med dem og fortæller, hvad der sker nu. Det er ikke på den måde omfattende, men jeg føler mig lidt halvpinlig over, at jeg ikke havde styr på det. Det er ikke mit stolteste øjeblik", siger Brian Holm.
Dermed undgår Brian Holm at ryge ud i de samme problemer som den forhenværende fodboldspiller Peter Graulund, der blev fyret fra Nordic Entertainment Group, som i dag hedder Viaplay Group, da det viste sig, at han i sin tid som fodboldekspert hos tv-selskabet havde haft en agentrolle.
Peter Graulund, der i dag arbejder som fodboldekspert for TV2, lagde siden sag an mod sin tidligere arbejdsgiver for uberettiget fyring, men tabte i retten.
/ritzau/