Dominerede midtbanen: Italienske medier hylder Morten Hjulmand efter pragtpræstation
Nyoprykkede Lecce har haft svært ved at finde opskriften på sejr i denne sæson. Kun én enkelt gang havde de gule og røde vundet, før de onsdag aften mødte Gian Piero Gasperinis Atalanta-tropper i et regulært danskeropgør.
Men mens Atalanta havde landsholdsstjernen Joakim Mæhle i startopstillingen og kæmpetalentet Rasmus Højlund på bænken, var det en anden dansker, der løb med opmærksomheden onsdag aften.
For i Lecce er Morten Hjulmand anfører, kun 23 år gammel, efter han i januar 2021 skiftede tilværelsen i østrigske Admira Wacker ud med syden og solen i Apulien, helt nede på hælen af den italienske støvle.
Netop støvlerne havde Hjulmand og Co. åbenlyst snøret til perfektion onsdag, for de sendte altså Mæhle, der blev pillet ud i pausen, og Højlund, der kom på banen med ti minutter igen, hjem til Bergamo med et 2-1 nederlag i bagagen, i hvad der var Lecces første sejr på hjemmebane i sæsonen. Og særligt Morten Hjulmand imponerede.
Pragtfuld defensiv indsats
Der var ellers næppe nogen tvivl om, at favoritværdigheden tilfaldt Gasperinis Atalanta-mandskab, der da absolut også dominerede boldbesiddelsen i løbet af kampen. Men hver gang Atalanta nærmede sig farlige positioner og situationen på banen, var Lecce dygtige til at få brudt norditalienernes spil.
Særligt Mario Pasalic fik kam til sit ellers noget så kort hår, for Hjulmand fik blandt andet reddet trådene ud, da kroaten lagde an til en afslutning efter cirka 20 minutters spil. Lokalmediet Bergamo e Sport, der dækker Atalanta tæt, kunne da også tørt konstatere følgende om Hjulmands præstation: "På midten af banen dominerede danske Morten Hjulmand, 23 år gammel, som man skal holde godt øje med. Han kom i vejen for alle Atalantas angreb."
Også det italienske Eurosport havde roser til Hjulmand ovenpå kampen, hvor danskeren var den næstbedst bedømte Lecce-spiller efter målscorer til 1-0, Federico Baschirotto: "Koncentreret og stålsat i begge spillets faser. Hans bolderobring på Pasalic i første halvleg var formidabel, en superpræstation fra første til sidste minut."
Størst er roserne dog fra den traditionsrige lyserøde avis La Gazzetta dello Sport, der gav Hjulmand topkarakterer med et ottetal, der var bedre end nogen anden i kampen. Dommen fra den store italienske sportsavis lyder: "Når hans holdkammerater manglede, var han altid på plads. Ingen andre har erobret 21 bolde i én kamp. Pragtfuldt!"
Trods den store præstation og Hjulmands efterhånden etablerede og profilerede rolle i Lecce, var midtbanespilleren ikke blandt de 21 spillere, navnebror og landstræner Kasper Hjulmand mandag pegede på.
Men måske kan Lecce-anføreren, de aldrig nåede en førsteholdskamp i Danmark, før han skiftede til Østrig som 18-årig, være heldig at snuppe en af de sidste fem pladser, som landstræneren endnu ikke har besat. Onsdagens præstation må i alle tilfælde være blevet bemærket.