Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Drøm om perfekt OL holder dansk banelandstræner til ilden: Sølv i 2021 gør stadig ondt

Banelandsholdet i aktion ved OL
Banelandsholdet i aktion ved OLDPPI Media / Alamy / Alamy / Profimedia
Danmarks banelandstræner drømmer videre om OL-guld, mens han forbereder holdet på VM i Ballerup i denne uge.

Efter OL 2021 i Tokyo var Danmarks landstræner i banecykling i tvivl om, hvorvidt han ville fortsætte. Det er han ikke nu.

Han vil vinde OL-guld med Danmark. Første skridt i den fireårige forberedelse på Los Angeles i 2028 er VM i Ballerup, der finder sted i denne uge.

Selv om det blev til tre danske medaljer dengang i Tokyo, var det den missede guldmedalje i mændenes 4000 meter holdforfølgelsesløb, der fyldte hos Casper Jørgensen.

Og selv om hverken Jørgensen eller rytterne fik revanche ved årets OL i Paris, hvor Danmark blev en skuffende nummer fire i paradedisciplinen, så overvejer Jørgensen alligevel ikke at stoppe.

Han er sulten efter at forløse projektet og præstere det perfekte OL på de skrå brædder.

"Det er stadig drømmen om det fuldstændig perfekte OL. Min ultimative drøm er at vinde det holdløb. Det gør stadig ondt, at vi blev nummer to i 2021".

"Holdløbet er på en eller anden måde bindingskraften i det hele", siger landstræneren.

Selv om det endnu ikke er lykkedes at hente OL-guld i holdforfølgelsesløb, pointerer han, at dansk banecykling har gjort mange ting rigtigt, og at marginaler har været afgørende.

To af de danske profiler, Michael Mørkøv og Julie Norman Leth, indstiller karrieren efter årets VM på hjemmebane.

"Der plejer gerne at være en til to, der forsvinder efter hver OL-cirkel. Så jeg vil ikke sige, at vi står foran et kæmpe generationsskifte".

"Der er ingen tvivl om, at man gerne ville have, at Michael kunne blive ved med at være 39 år og køre for fulde gardiner. Han bliver svær at undvære, men vi har også andre, der er gode".

"Så det er ikke sådan, så jeg ligger vågen om natten. Jeg er rimelig fortrøstningsfuld omkring, at vi nok skal være konkurrencedygtige på den korte bane - og til næste OL i omnium, parløb og holdløb", siger Jørgensen.

Han understreger, at holdløbet er kernen i projektet, da den form for træning skaber alsidige ryttere, der også kan kæmpe med i de andre discipliner.

Det er også holdløbet, som landsholdet har trænet for fulde blæs forud for VM i Ballerup. Landstræneren er dog i tvivl om, hvad han kan tillade sig at tro på resultatmæssigt.

"Der er lidt en usikkerhed om, hvor vi står. For vi havde jo drømt om at vinde det ene og det andet til OL, og det gjorde vi ikke".

"Og når der er VM lige efter et OL, ved man ikke, hvad de andre lande kommer med, og du ved dårligt nok, hvad du selv kommer med, fordi du har toppet både fysisk og mentalt op mod OL".

"Så det handler om, hvad folk har tilbage i posen til at køre VM her to måneder efter OL", siger Jørgensen.

Han garanterer dog, at Danmark stiller med det stærkest mulige hold og stiller op i flere discipliner end vanligt, fordi det er på hjemmebane.

Håbet er medaljer i flertal, men en decideret målsætning har man ikke, fortæller landstræneren.

Verdensmesterskaberne i banecykling afvikles i Ballerup Super Arena onsdag til søndag.