Drama i norske kulisser: VM-spillere tvang træner til at sige op
Dialogen mellem spillerne og Riise var angiveligt på lavpunktet i dagene op til trænerens afgang, hvor flere af spillerne truede med at forlade landsholdet, hvis ikke der øjeblikkeligt skete ændringer.
NRK har konfronteret præsidenten for det norske fodbold forbund, Lise Klaveness, som dog ikke vil kommentere sagen.
"Som sagt så kommenterer jeg ikke evalueringen og samtaler med spillerne", svarer Klaveness.
Angiveligt skulle Riise ændre kommunikationsformen og genskabe troen på projektet i fremtiden, for at beholde spillerne.
Allerede under VM var der utilfredshed med Riise og hendes team fra flere spillere. Spillerne skal have reageret på manglende kampledelse, uklare beskeder, og mangel på konkrete tiltag og feedback, når plan A ikke virkede.
Hege Riise blev også genstand for voldsom kritik under VM, da Caroline Graham Hansen blev vraget til den første kamp mod Schweiz. Dengang sagde Caroline Graham Hansen:
"Jeg var meget skuffet over ikke at starte inde i en af de vigtigste landskampe i lang tid. Jeg er i form, og jeg vidste, at jeg kunne bidrage. Jeg var uenig i trænerens afgørelse, og det har jeg lov til at være."
"Det hele knytter sig til, at jeg for et år siden blev taget ud af anførergruppen som en af Heges første gerninger. Derfor var det mine irrationelle følelser, som talte", sagde Caroline Graham Hansen.