Eks-træner havde håbet at føre Rune helt til tops: "Jeg tror, at Boris er god for ham"
Det fortæller Lars Christensen i et tv-interview med mediet Sport Live.
I begyndelsen af november blev det meldt ud, at træneren ikke længere var en del af teamet omkring Rune efter mange års samarbejde, der begyndte, da tennisspilleren var helt ung.
"Min personlige ambition var at tage ham hele vejen til nummer et, og jeg have gerne vundet nogle slams (grand slam-turneringer, red.) med ham. Det havde været kronen på værket," siger Lars Christensen.
"På den måde er jeg ked af det. Omvendt tror jeg, at jeg har givet ham et rigtig godt fundament."
"På et eller andet tidspunkt, hvis man har små børn, så skal de flytte hjemmefra, og man kan kun give dem det bedste med på vejen. Det håber jeg, at jeg har gjort," siger ekstræneren.
Lars Christensen mener ikke, at der er noget, som står i vejen for, at Holger Rune kan indfri sin ambition om at blive nummer et i verden.
Den tidligere Holger Rune-træner fortæller i interviewet med Sport Live, at han i 2023 var "lidt for meget hjemme."
Ofte var han ikke ved Holger Runes side til store turneringer, hvor danskeren gjorde brug af franske Patrick Mouratoglous coaching og vejledning.
Holger Rune benytter ikke længere Mouratoglou, da også det samarbejde er bragt til ophør. I stedet har Boris Becker i sidste halvdel af 2023 overtaget ansvaret.
Samarbejdet mellem den tyske tennislegende og Rune, tror Lars Christensen meget på.
"Jeg tror, at Boris er god for ham. Det tror jeg meget på."
"Jeg kender ikke Boris specielt godt, men min fornemmelse er, at han ved enormt meget om tennis, og han har selv været det hele igennem og haft de samme oplevelser som ung spiller. Sådan ser jeg det udefra."
"Han søger heller ikke selv opmærksomhed. Han er hårdtarbejdende. Min fornemmelse er, at det kunne være et godt match. Jeg håber meget, at det bliver en succes for Holger," siger Lars Christensen til Sport Live.
I dag er Lars Christensen træner for Clara Tauson. Om han en dag kommer tilbage og står ved Holger Runes side, ved han ikke.
"Jeg vil ikke sige, at døren står åben eller er lukket. Det spekulerer jeg ikke over. Hvis Holger har brug for min hjælp, så er jeg sikker på, at så skal han nok få den."
"Jeg tror, at for Holger er det bedste at fortsætte med Boris og lade dem bygge et team op. Og så må vi se, hvordan det går til næste år. Forhåbentlig rigtig godt," siger Lars Christensen.
Ud over Boris Becker har Holger Rune for nylig tilknyttet schweizeren Severin Lüthi som en del af sit trænerteam. I 15 år har Lüthi været træner for legenden Roger Federer.