Emily Pedersen gled ud af top-5 i saudiarabisk turnering
Efter tredje runde lå hun nummer tre med to slag til førstepladsen, men efter de sidste 18 huller måtte hun tage til takke med en sjetteplads. Pedersen var to slag efter trioen, der delte tredjepladsen.
Efter en afsluttende runde i et slag under par sluttede Pedersen samlet i 17 slag under par, fire slag dårligere end den newzealandske vinder, Lydia Ko.
Pedersen var en del af førerbolden sammen med blandt andre Ko, der er verdensetter, og det lod til at give lidt danske startnerver. I hvert fald lagde Pedersen ud med bogeys på de tre første huller.
Halvvejs i runden havde hun dog spillet sig op ved at lave fire birdies. Så bankede hun igen på til top-3, men bogeys på 12. og 14. hul spolerede podiedrømmen.
Det endte med seks birdies og fem bogeys på sidste runde.
Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Estrup sluttede som henholdsvis delt nummer 40 og 60.
Turneringen havde indtil 2022 en samlet præmiesum på en million dollar, men den er i år steget til fem millioner dollar, så man spiller om samme sum som herrerne samme sted. Dermed er turneringen blandt de mest indbringende på touren.
Ko malkede præmiepuljen for 750.000 dollar - 5,2 millioner kroner - ved at vinde turneringen.
Emily Pedersen vandt turneringen i 2020, men dengang lød førstepræmien på omkring 950.000 kroner.