Emma Norsgaard forsvarer DM-enkeltstartstitel i suveræn stil
23-årige Norsgaard lagde roligt ud frem til første mellemtid, men i mål var hun hele 47 sekunder foran Cecilie Uttrup Ludwig, der lige så sikkert tog sølvmedaljen.
Bronze gik til Julie Nielsen Maribo, der var yderligere 49 sekunder efter Uttrup Ludwig.
Ruten på 26,3 kilometer var mestendels flad, hvilket umiddelbart var til Norsgaards fordel. Hun har normalt en lidt større motor på flad vej, hvor Uttrup Ludwig er mindre og stærk, når det går opad.
Ved den første mellemtid efter 7,5 kilometer var Uttrup Ludwig dog fem sekunder foran Norsgaard, som dermed vidste, at hun skulle lægge på resten af vejen.
Det stod samtidig klart, at vinderen skulle findes mellem de to, medmindre begge kom ud for uheld. Ingen af de andre kunne matche deres tider.
På de næste 12 kilometer fik den forsvarende mester virkelig skruet på gashåndtaget, og da hun nåede frem til anden mellemtid var der virkelig sket noget.
Hun var pludselig 32 sekunder foran Uttrup Ludwig. 37 sekunder havde hun kørt hurtigere end sin reelt eneste guldkonkurrent på de midterste 12 kilometer.
Norsgaard tordnede videre ind mod målstregen i Aalborg, og ved målstregen havde hun lagt yderligere ti sekunder på forskellen til Uttrup Ludwig.
DM-linjeløbet køres søndag. Her er Cecilie Uttrup Ludwig forsvarende mester.