En knæskade koster uheldig fransk forsvarsspiller resten af VM-slutrunden
Det bliver uden Lucas Hernández på holdet, at Frankrig på lørdag tropper op til VM-kampen mod Danmark. Forsvarsspilleren udgik med en skade efter 13 minutter af tirsdagens 4-1-sejr over Australien, og onsdag morgen fik han en kedelig besked.
En korsbåndsskade i det højre knæ betyder, at han misser resten af slutrunden i Qatar, skriver Frankrigs Fodboldforbund på Twitter.
Landstræner Didier Deschamps begræder tabet af den 26-årige spiller fra Bayern München.
"Ligesom resten af holdet er jeg ekstremt ked af det på Lucas' vegne. Vi mister en vigtig brik. Lucas er en kriger, og jeg er ikke i tvivl om, at han kommer stærkt tilbage", siger han til forbundets Twitter-profil.
De forsvarende verdensmestre åbnede VM med en sikker sejr over Australien, selvom de kom bagud i kampens begyndelse.
Adrien Rabiot udlignede, før der var spillet en halv time, mens Olivier Giroud med to mål og Kylian Mbappé med et enkelt skød australierne i sænk.
Danmark går ind til lørdagens møde med et enkelt point i bagagen efter 0-0 mod Tunesien.